Vigtig sejr i Vejle: Randers FC vinder vital kamp

Martin Albrechtsen — 17.09.2023 14:28

Indskiftede Filip Bundgaard blev matchvinder i dagens 2-1 sejr i Vejle

Søndag eftermiddag skulle Randers FC forsøge at komme tilbage på point-sporet i 3F Superligaen efter nederlag til Brøndby If i seneste spillerunde, da Rasmus Bertelsens mandskab gæstede Vejle Boldklub i Nørreskoven til et vigtigt opgør.

Vejle Boldklub kom bedst fra start, og hjemmeholdets Saeid Ezatolahi fik da også testet Patrik Carlgren fra distancen med et kvalificeret forsøg, men vores svenske keeper diskede op med en god redning. Siden satte Randers FC sig på spillet og kontrollerede kampen. Lasso Coulibaly blev bl.a. sat i scene et par gange, hvor han fik vist prøver på sin hurtighed og truede Vejle i dybden. Det blev dog lige ved og næsten for vores ghanesiske hurtigløber. I 1. halvleg sad Randers FC generelt på boldbesiddelsen og havde flest målforsøg, men kronjyderne manglede at få puttet den i kassen, hvorfor de to mandskaber kunne gå til pause ved stillingen 0-0.

2. halvleg var knapt nok fløjtet igang, da Björn Kopplin bragte Randers FC foran. Stephen Odey spillede en fremstormende Kopplin fri på venstrekanten, som tog et træk ind i feltet og iskoldt sparkede bolden mellem Vejle-keeper, Nathan Trotts, ben og i kassen. Flot angreb af kronjyderne og hvilken start på 2. halvleg. Og Randers FC kunne endda have bragt sig yderlige foran få minutter efter, da Lasso Coulibaly leverede en flot solopræstation og fik demonstreret masser af fart, da han løb fra alt og alle. Desværre fik han afsluttet lige på Vejles målmand, som fik reddet bolden i situationen. I stedet kunne Hamza Barry fra hjemmeholdet bare minutter efter kanonere bolden i mål med et regulært langskud og dermed udligne til 1-1 for Vejle Boldklub. Patrik Carlgren var sagesløs i målet. Herefter satte hjemmeholdet sig i en periode på spillet. Men det var godt trænerarbejde fra Rasmus Bertelsen og trænerstaben, der blev afgørende, idét han skiftede Edgar Babayan, Mikkel M. Pedersen og Filip Bundgaard ind i løbet af 2. halvleg. Alle tre var involveret i det vigtige vindende mål til 1-2. Indskiftede Filip Bundgaard blev nemlig den helt store helt for Randers FC, da han blev matchvinder med sit forløsende mål i det 85. minut foran de mange medrejsende Randers FC-fans, som leverede en fantastisk opbakning. Det var en flot scoring, der blev iscenesat af et par fikse driblinger af Edgar Babayan på venstrekanten. Han fandt en fremstormende Mikkel M. Pedersen i feltet, som lavede et meget præcist cutback til Filip Bundgaard, der sparkede bolden sikkert i mål. 

Det var en vigtig sejr, der betyder, at Randers FC distancerer sig fra bunden og nu ligger á point med OB på 9. pladsen i 3F Superligaen. Begge hold har nu 8 point, mens Vejle har tre point på 11. pladsen i tabellen.

Vi ses til lokalopgør hjemme mod AGF om en uge, på søndag kl. 16.00 på Cepheus Park Randers, hvor vi skal bygge videre på dagens sejr. Køb billetter til kampen her: https://billet.randersfc.dk 

Kampfakta:
Vejle Boldklub - Randers FC 1-2 (0-0)
0-1 Björn Kopplin (47. minut)
1-1 Hamza Barry (52. minut)
1-2 Filip Bundgaard (85. minut)

Gult kort: Raul Albentosa, Lasso Coulibaly, Marius Elvius, Stefan Velkov,

Startopstilling mod Vejle Boldklub:
Patrik Carlgren - Oliver Olsen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Björn Kopplin - Ernest Agyiri (64. Edgar Babayan), John Björkengren (81. Mikkel M. Pedersen), Mads Enggård, Lasso Coulibaly (74. Mustapha Ubandoma) - Stephen Odey (81. Mads ALbæk), Marvin Egho (74. Filip Bundgaard).

Bænken:
Oskar Snorre, Jeppe Kudsk, Hugo Andersson, Edgar Babayan, Mikkel M. Pedersen, Mads Albæk, Mustapha Ubandoma, Filip Bundgaard, Alhaji Kamara.