Optakt til lokalbraget mod AGF

Andreas Nielsen — 22.09.2023 07:52

På søndag er det derbytid, når vi i 9. spillerunde tager imod AGF hjemme på Cepheus Park klokken 16.00.

Det blev til tre forløsende point senest på udebane i Nørreskoven mod oprykkerne Vejle Boldklub, hvor Filip Bundgaard i slutningen af kampen med sin afgørende scoring kunne give de medrejsende Randers FC-fans en fantastisk tur hjem til Kronjylland med tre point i bagagen. Søndag skal vi så ride videre på sejrsbølgen, når AGF kommer på besøg til endnu et spændende lokalopgør.

Der kommer rigtig mange fans på lægterne søndag, så der fås næsten ingen bedre anledning til at komme i fanzonen og varme op til kampen. Vi slår dørene op til fanzonen allerede klokken 14.00, her vil der blandt andet være besøg af Garage Burgerbar, spillerbesøg og selvfølgelig musik.

Fokus på kampen
Randers FC har generelt et godt tag på AGF på Cepheus Park. I 23 kampe i 3F Superliga-regi er det blevet til 11 sejre, 5 uafgjorte og 7 nederlag. I seneste sæson var det dog AGF, der trak sig sejrrigt ud af de to hjemmekampe på Cepheus Park, der endte 1-2 og 1-3. Der er derfor lagt op til revanche i søndagens opgør, hvor Randers FC med tre point kan bringe pointafstanden til gymnasterne ned fra fire til et point.

AGF går ind til søndagens kamp med et 0-3 nederlag til Brøndby IF i bagagen. Århusianerne ligger i skrivende stund på en femteplads med 12 point i sæsonens første otte kampe. Samtidig er AGF i de seneste fem kampe kun gået sejrsrigt fra banen en enkelt gang. Til søndagens kamp må AGF undvære målmand Bailey Peacock-Farrell, der afsoner karantæne for sit klodsede røde kort i seneste kamp mod Brøndby IF. Derudover er Nicolai Poulsen også i karantæne grundet for mange strafpoint.

Profilerne for AGF til kampen er ikke overraskende Patrick Mortensen, der har fortsat sidste sæsons gode form. I indeværende sæson er det blevet til 4 mål og 2 assists, og der er lagt op til en spændende duel i feltet mellem Mortensen og Randers FC-forsvare, hvor vores luftstærke hollænder Wessel Dammers særligt kan få en nøglerolle . En anden spiller, der kan fremhæves for AGF, er Mikael Andersson, der er utrolig dygtig til at binde angrebsspillet sammen for AGF og aldrig holder sig tilbage fra at udfordre forsvaret og sende en afslutning afsted. Hvilket også kan ses i skudstatistikken, hvor han med 20

afslutninger er på en tredjeplads over flest skud i sæsonen.

Dommeren til søndagens kamp er Jørgen Daugbjerg Burchardt, med Mikkel Redder i VAR-vognen.

Fun Facts:

  • Randers FC har i 23 3F Superligakampe på Cepheus Park scoret 33 mål mod AGF.
  • På søndag er det 9993 dage siden AGF vandt deres seneste trofæ.
  • Randers FC er med 81 bolderobringer på en delt tredjeplads sammen med FC Midtjylland over dem med flest bolderobringer i 3F Superligaen.