Fodbolden er et samlingspunkt
Kristian Fredslund — 14.06.2021 13:26
I Auning finder man virksomheden MiTech, der specialiserer sig i laserskæring og pladebearbejdning inden for metalbranchen. Siden 2018 har de haft deres gang i Randers FC-regi, da den unge virksomhed blev sponsor i klubben.
Hvis man kigger på virksomhedens hjemmeside, så kan man kontakte Morten og Ib, de to ejere af MiTech. Efternavnene finder man ikke lige sådan, men det viser meget godt, at man har med et firma med fødderne solidt plantet i den jyske muld at gøre.
Mens mange virksomheder har kunnet mærke coronaens indtog, så er det heldigvis ikke tilfældet for MiTech.
- Vi frygtede, at det ville få stor betydning for os, men vi har ikke mærket noget til det som virksomhed på det forretningsmæssige plan. Tværtimod kom der ordrer ind hen over sommeren på grund af corona-situationen. Så det er mest på vores måde at agere og arbejde på. Alle har deres maskiner, de passer, så det har ikke været så meget anderledes, men det er på det sociale plan, at vi mest har kunnet mærke det, siger den ene af de to ejere Morten.
For det er en meget social virksomhed, og det afspejler deres sponsorat også af. De har nemlig en skybox til Randers FC’s hjemmekampe på Cepheus Park Randers.
- Jeg har været med i mange år, og Randers FC er i den grad kommet ind under huden på mig og på os. Første gang jeg var med, var da det første gang var muligt. Dengang var det igennem Nørager Boldklub, hvor jeg sad som sponsorkoordinator. Da de så holdt, så var vi fire virksomheder fra Djursland, der overtog, inden vi for et par år siden tog den selv. Det er fedt at komme derind og få nogle gode oplevelser sammen som kollegaer og få en speciel oplevelse, hvor skadede spillere eksempelvis kommer forbi og kan give et unikt indblik. Det viser, at de er ganske almindelige mennesker som alle andre. Det gør meget for sådan nogle som os, siger den anden ejer Ib.
- Vi er sponsorer lige så meget for hyggens skyld, da vi har lidt svært ved at måle på, hvad det giver udover lidt omtale og at nogle kunder ser os. Vi er derimod en 8-10 stykker til hver kamp, der hygger os og har fået et rigtigt godt netværk derinde. Og det tror jeg er lige så vigtigt, fortæller Morten og fortsætter:
- Vi gør det både for det sociale, men også for netværket. Fodbolden er simpelthen en bonus, men en stor én af slagsen. Alle kan mere eller mindre lide fodbold herude, og der bliver snakket fodbold hver eneste dag. Vi har også en oddsklub, og det giver også en sjov dynamik herude på godt og ondt. Da AGF var på besøg sidst, der manglede vi en Randers-sejr for at vinde 32.000 kroner, så det er nok vores største nederlag i oddsklubben, og det er noget vores kontaktpersoner i Randers FC har fået at høre for, siger han med et smil.
Selvom de ikke kan det, de allerhelst vil, nemlig at komme på Cepheus Park Randers, så bakker de fortsat op om Randers FC.
- Fodbolden er et samlingspunkt, og vi glæder os vildt meget til, når vi igen kan komme på stadion. Klubben har lavet en masse gode tiltag, så det hele ikke bare ligger stille. Vi er i den grad tilfredse sponsorer, men vi vil bare gerne snart inde og se kampe, siger Morten.
- Vi ville selvfølgelig ikke gøre det, hvis vi ikke havde råd, men det har vi, og vi får en masse ud af vores engagement i Randers FC. Udover det sociale, som vi normalt bruger det til internt, så giver det også et fantastisk netværk og et godt sammenhold på tværs af en masse virksomheder. Vi har lært en masse mennesker at kende til de forskellige arrangementer og på ture, og det har efterhånden gjort, at vi har lært en masse at kende og fået et stort netværk, som vi kan drage fordel af. Vi er stadig et ungt firma med nok at se til, men den del af det er helt sikkert noget, vi vil udnytte mere, når vi har bedre tid, siger Ib.
MiTech er personlig sponsor for Marvin Egho.
Artiklen er skrevet til Randers FC Magasinet 2021, der udkom i april 2021.