Ny rolle til Sylvester Hansen i Randers FC
25.01.2023 12:42
Vinterpausen i Randers FC har budt på en omstrukturering, så Sylvester Hansen fremover får nye arbejdsopgaver.
Sylvester Hansen har været ansat i salgsafdelingen i Randers FC siden 1. oktober 2021, hvor han med sin store energi har været et frisk pust på såvel kontoret som i arbejdet med sponsorer og samarbejdspartnere. Udover en dagligdag med salgsmøder mv. har han også været ansvarlig for vores netværksgrupper, hvor vi aldrig har været flere medlemmer end nu.
Sylvester har dog også nogle stærke kompetencer inden for events, hvilket har gjort, at vi nu har skabt en ny rolle til ham, så han kommer til at have mere fokus på at få flere tilskuere til hjemmekampene på Cepheus Park Randers og en endnu bedre kampoplevelse. De nye arbejdsområder omhandler bl.a. et struktureret arbejde med målgrupper, matchday-aktiviteter og et primært fokus på mere interesse for vores hjemmekampe.
De nye arbejdsopgaver betyder også, at Sylvester får ansvaret for færre sponsorer, da hans primære fokus bliver på tilskuerfremmende aktiviteter. Sylvester fastholder en mindre kundeportefølje, mens de resterende sponsorer bliver fordelt mellem Anders Hedeager og Morten Hørby, og information herom sker direkte i denne uge. Sylvester fortsætter desuden i rollen som netværksfacilitator.
- Jeg glæder mig vildt meget til den nye opgave, for jeg tror, at jeg sammen med mine kollegaer kan få rykket endnu mere på tilskuer- og kampdags-fronten. Jeg er dog også glad for, at jeg kan fastholde tilknytningen til salgsafdelingen, så jeg stadig har berøring med sponsorer og kan fortsætte med at stå i spidsen for Randers FC Netværket, siger Sylvester Hansen.
- Sylvester har gjort det godt i salgsafdelingen, men vi har kunnet mærke hans engagement omkring tilskuerdelen, så det giver rigtig god mening, at han kan bruge en stor del af sin energi og idéer på at få endnu flere tilskuere til at komme til vores hjemmekampe og til at få gjort stadionoplevelsen endnu bedre. Vi er dog også glade for, at vi fortsat kan bruge hans kompetencer i salgsafdelingen, lyder det fra salgschef Morten Hørby Andersen.
Vi glæder os til at slippe Sylvester mere ”fri” i arbejdet med flere tilskuere på Cepheus Park Randers, og vi håber, at alle tager godt imod ham i den nye rolle.