Tobias Klysner solgt til Sønderjyske Fodbold

25.01.2024 09:29

Randers FC har solgt 22-årige Tobias Klysner til Sønderjyske Fodbold

En vaskeægte Randers-dreng drager videre, da Tobias Klysner skifter fra Randers FC til Sønderjyske Fodbold med øjeblikkelig virkning.

Tobias Klysner, der stammer fra moderklubben Hornbæk SF, har fået hele sin fodboldopdragelse i Kronjylland, men nu er tiden altså inde til at starte et nyt kapitel i Sønderjylland. 

Sportsdirektør Søren Pedersen glæder sig over, at det er lykkedes at finde en god mulighed for Tobias Klysner, hvor han kan videreudvikle sig i sin karriere.

- Det er vi selvfølgelig glade for på Tobias' og vores vegne. Vi havde håbet på, at han skulle have haft et mere succesfuldt ophold i Norge, men der var han desværre plaget af skader og fik ikke den spilletid, vi havde håbet på. Tobias' rolle nu her i Randers FC var tiltænkt som indskifter, og det var ikke en rolle, han helt kunne se sig selv i. Derfor har vi søgt andre muligheder og fundet en god mulighed for ham, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter;

- Tobias er en fantastisk person, som giver liv både på og uden for banen. Jeg kommer helt sikkert til at savne ham, og det er der rigtig mange, der gør her i klubben, men vi ønsker ham selvfølgelig alt det bedste. Og det kan jo være, at vi skal ses igen på et tidspunkt i Randers FC. Sådan er det i fodbold. Nogle gange kommer man tilbage igen, siger Søren Pedersen.

Tobias Klysner har spillet 121 kampe for Randers FC med 4 mål til følge.

Vi ønsker dig alt det bedste fremover, Klysner.

Fakta
Tobias Klysner
Position: Kantspiller
Født: 3. juli 2001 (22 år)
Tidligere klubber: Hornbæk SF, Randers Freja 
121 kampe / 4 mål for Randers FC