Randers FC henter Tammer Bany

Laura Bannerholt — 01.02.2024 22:59

Randers FC henter endnu en offensiv forstærkning i B.93’s unge angriber, Tammer Bany, der har underskrevet en 3,5-årig aftale med kronjyderne

- Vi er glade for at have hentet Tammer. Han er ikke 1:1 med Filip, men han er en offensiv spiller, som er let på fødderne, og som kan lide at spille i mellemrummet og rundt om modstandernes midtstoppere med rigtig fin fart og god boldbehandling. En god kreativ offensivspiller med fart i fødderne, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen.

20-årige Tammer Bany står noteret for 3 mål og 4 assists i 14 kampe i NordicBet Ligaen for B.93 i denne sæson. Det er med andre ord en dygtig og talentfuld angriber, der skifter til Randers FC.   

- Tammer har fået lidt af et gennembrud i 1. division i efteråret. Han er kun lige fyldt 20 år og har virkelig fremtiden foran sig. Det er selvfølgelig ikke én som fra første dag skal ind og gøre en kæmpe forskel, men jeg tror hurtigt, man vil se, at han er en spiller, der vil kunne gøre ondt på modstanderne, udtaler Søren Pedersen.

Tammer Bany tiltræder med øjeblikkelig virkning og rejser derfor med Randers FC-truppen på træningslejr i Spanien i morgen, fredag. 

Fakta:
Tammer Bany
Født: 19. oktober 2003 (20 år)
Land: Dansk
Højde: 1,77 m
Position: Angriber og kantspiller
Tidligere klubber: Vanløse IF Ungdom, B.93 ungdom, U19 og senior

Velkommen til Kronjylland, Tammer!