Bertelsen efter sejr i første testkamp: God indsats over hele linjen

19.01.2024 13:18

Randers FC sejrer med 3-0 imod Hobro IK i årets første test, som i store dele af kampen var en ensidet forestilling

Årets første test stod for døren, da der fredag eftermiddag var budt op til hurtigt boldspil på en meget glat kunstgræsbane i Randers. 

Sneen dalede ned over spillerne og banen i store dele af kampen, men trods det udfordrende vejr var der masser af godt spil og hurtige kombinationer. På trods af vejret var det dejligt at se den opbakning der var at finde på og omkring kunstgræsanlægget, og selvom temperaturen melder minusgrader, var der i den grad chancer at varme sig på.

Randers FC er hurtige til at gribe taktstokken efter kampens begyndelse, og viser hurtigt hvor skabet skal stå. Ikke meget mere end 10 minutter skulle der spilles, før Alhaji Kamara gør det til 1-0 hvor han efter et flot opspil, afslutter resolut fra forholdsvis kort afstand, og brager bolden ind i nettet bag en chanceløs Hobro keeper. 

Der stod Randers på langt størstedelen af kampen, men på trods af det, får Hobro spillet sig frem til flere store chancer i løbet af kampen. Dog viste Randers FC keeper Oskar Snorre sikre hænder, når det virkelig gjaldt, og han har blandt andet flere gode redninger i løbet af kampen.

I 2. halvleg ændrede kampbilledet sig ikke specielt. Lasso Coulibaly, som blev bragt i spil fra starten af 2. halvleg skabte store problemer for Hobros forsvar, når han med sit lette antrit og hurtige vendinger gjorde det svært for forsvaret klædt i gult. Der skulle dog heller ikke gå mere end 10 minutter, før Lasso gjorde det til 2-0 til de lyseblå. Stephen Odey, der også blev indskiftet fra 2. halvlegs start, gjorde det til 3-0 efter 64. minutter spillet, og hermed var kampen lukket. De sidste 20 minutters tid af kampen, var rent power-play fra Randers FC's side. 

Vi har taget en snak med cheftræner Rasmus Bertelsen i kølvandet på årets første træningskamp, og han har følgende at sige om den.

- Det var en kamp, hvor vi leverer en god indsats over hele linjen. Det er klart, at det var svære vilkår at spille under, især i første halvleg hvor sneen falder tykt. På trods af det, så leverer vi en kollektiv god indsats, hvor det var tydeligt at mærke, at vi havde noget mere at skyde med end Hobro, siger Rasmus Bertelsen og fortsætter.

- Jeg synes vi langt hen ad vejen spiller en god kamp. Vi får produceret mange chancer, hvor vi også har mulighed for at score flere mål end vi gjorde. Jeg synes spillerne viser det vi har snakket om de skal gå ud og vise, så det er jeg meget tilfreds med, afslutter cheftræner Rasmus Bertelsen.

Næste træningskamp er på fredag d. 26.01 kl. 12.00 i Randers, hvor modstanderen hedder Aalborg Boldklub, der i første træningskamp sejrede 1-4 ude imod FC Midtjylland.