Optakt: Randers FC – Brøndby IF

Andreas Nielsen — 21.10.2023 03:45

Søndag klokken 18.00 venter endnu en spændende 3F Superliga-kamp, når vi på Cepheus Park Randers møder førerholdet Brøndby IF

Det var et Randers FC-hold, der kunne gå tilfredse ind til landskamppausen efter en periode med fire kampe uden nederlag i 3F Superligaen samt en fremragende præstation i Herning mod FC Midtjylland, hvor Rasmus Bertelsens mandskab dominerede i store perioder af kampen. Søndag skal de gode takter fortsætte, når 3F Superligaens mest formstærke hold, Brøndby IF, gæster Cepheus Park Randers. Der er godt gang i billetsalget til kampen, og vi har i skrivende stund over 8500 billetter ude på billetbarometeret.

Fanzonen åbner allerede klokken 16.00, hvor der i denne omgang vil blive serveret chili con carne, stadionplatter samt øl og vand til 25 kr. fra 16.00 til 17.00. Derudover kan du som sædvandligt se frem til spillerinterviews og autografskrivning. Så kom i fanzonen og slut efterårsferien godt af med et brag af en fodboldkamp søndag på Cepheus Park Randers.

Statistisk set
I de seneste år har kampene mellem Randers FC og Brøndby IF på Cepheus Park Randers budt på god underholdning og spænding. Kigger man på både ude- og hjemmestatistikken mellem Randers FC og Brøndby IF, er de seneste ti kampe endt med 4 sejre, 2 uafgjorte og 4 nederlag til fordel for Randers FC, med et målsnit på 3,4 mål pr. kamp. I de seneste fem hjemmekampe mod Brøndby er det blevet til to sejre, en uafgjort og to nederlag, hvoraf de to nederlag har været i de seneste to møder med Brøndby IF på Cepheus Park Randers med resultaterne 1-3 og 2-3.

Vores seneste hjemmesejr over de blågule fra Vestegnen faldt i mesterskabsspillet i 2021. En kamp, der leverede god underholdning, hvor Randers FC i undertal fik vendt 0-1 til 2-1 på et fremragende hovedstød af Nicolai Brock Madsen i de døende minutter. Søndag er det blevet tid til en ny sejr, hvor vores 3-1 nederlag til Brøndby tidligere i sæsonen også skal revancheres.

Fokus på Brøndby IF
Brøndby IF går ind til opgøret med stor selvtillid, hvor de halvvejs gennem grundspillet ligger på førstepladsen med 24 point og en stime med 7 sejre i de seneste 8 kampe i 3F Superligaen. Brøndbys seneste sejr inden landskampspausen var en 1-0 sejr hjemme over Viborg FF, hvor Mathias Kvistgaarden blev matchvinder.

Mathias Kvistgaarden er også en af de spillere, der skal holdes godt øje med i søndagens opgør. Den 21-årige angriber har gang i en god sæson, hvor han i de første 11 kampe har scoret 4 mål og lavet 4 assists. Udover den gode sæsonstart er Mathias Kvistgaarden generelt i målhumør, når han møder Randers FC, hvor han i 6 kampe har scoret 4 mål mod os, hvilket gør Randers FC til det hold, som Kvistgaarden har scoret mest imod. Derudover er det værd at lægge mærke til Marko Divkovic, der efter sin omskoling fra angriber til venstre wingback virkelig er begyndt at blomstre for Brøndby IF. Den 24-årige kroat har noteret sig for 1 mål og 4 assists i 9 kampe i 3F Superligaen.

Dommeren til søndagens opgør er Jonas Hansen, med Aydin Uslu i VAR-vognen.

Fun Facts:

  • Randers FC er sammen med AGF de to hold, der har fået begået flest frispark imod sig i sæsonen. Der er blevet begået 140 frispark imod Randers FC i 3F Superligaen.
  • Randers FC har scoret 12 mål i sæsonen og samtlige mål er blevet scoret inde i feltet.
  • Vores tyske anfører er altid klar til en sprint langs sidelinjen. Faktisk har Björn Kopplin med 176 sprinter flest sprinter for Randers FC i 3F Superligaen i denne sæson.

Køb billetter til kampen her: https://billet.randersfc.dk