Tobias Klysner udlejet til Aalesunds Fotballklubb
Martin Albrechtsen — 31.08.2023 21:46
Randers FC's talentfulde midtbanespiller, Tobias Klysner, er blevet udlejet til norske Aalesunds Fotballklubb for resten af året
Talentfulde Tobias Klysner er her til aften, kort tid før transfervinduet lukker i Norge, blevet udlejet til Aalesunds Fotballklubb, der spiller i den bedste norske række, Eliteserien. Aalesunds FK lejer 22-årige Tobias Klysner til og med den 31. december 2023.
- Vi er rigtig glade for at have Tobias Klysner i truppen, men hvis hans udvikling skal fortsætte i den rigtige retning, så skal han have flere spilleminutter i benene. Nu opstod denne mulighed for, at han kan komme til et nyt sted med anderledes udfodringer i et nyt land. Vi tror på, at det kan gavne hans udvikling med sådan en ny udfordring, og forhåbentlig bliver det en god oplevelse for ham både på og uden for banen, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen, der glæder sig til at følge Tobias Klysner tæt i det norske.
- Vi ønsker Tobias alt det bedste i Aalesunds og håber at få ham tilbage i en endnu stærkere udgave i det nye år, understreger Søren Pedersen.
Tobias Klysner fik debut for Randers FC i 2019 og har spillet 99 3F Superliga-kampe for klubben. Han har fået sin fodboldopdragelse i først Hornbæk SF og senere Randers Freja.