Randers FC henter Lasso Coulibaly

Martin Albrechtsen — 01.09.2023 06:00

Randers FC henter den ivorianske kantspiller Lasso Coulibaly, der har underskrevet en lejeaftale med købsoption gældende for resten af indeværende sæson

Med under et døgn til transfervinduet smækker i, har Randers FC sikret sig den lynhurtige kantspiller, 20-årige Lasso Coulibaly, der kommer til fra FC Nordsjælland på en lejeaftale med købsoption gældende for resten af sæsonen, hvilket glæder sportsdirektør Søren Pedersen.

- Vi har søgt efter en kantspiller med masser af fart til truppen, og det har vi fået i Lasso. Vi har længe gerne ville tilknytte ham, da han virkelig er en talentfuld ung spiller. Han er hurtig, aggressiv og hårdtarbejdende. Og så har han bevist sig som både målscorer og assistmager i 3F Superligaen for FC Nordsjælland. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver en gevinst for os, fortæller Søren Pedersen.

Lasso Coulibaly blev i 2021 hentet til FC Nordsjælland fra Right to Dream akademiet i Ghana. Siden har den talentfulde spiller fra Elfenbenskysten spillet 45 kampe for Farum-klubben i 3F Superligaen, hvor han har scoret 2 mål og lavet 7 assists. Coulibaly har desuden spillet 8 kampe i Pokalturneringen, hvor han har scoret 1 mål og lavet 3 assists. 

- Lasso har allerede vist prøver på sit talent i 3F Superligaen, hvor han med sin fart, driblefærdigheder og aggressivitet kan skabe ting på egen hånd. De kvaliteter vil kunne true enhver modstander, og vi glæder os til at tilføje ham til vores trup, siger Søren Pedersen.

Hovedpersonen selv glæder sig til at tørne ud for Randers FC, få en masse værdifulde spilleminutter i benene samt kæmpe for den kronjyske klub.

- Det føles godt at have skrevet under med Randers FC. Jeg har et godt kendskab til klubben, da jeg har spillet mod Randers FC flere gange. Derudover kender jeg også assistenttræner Fatah Abdirahman rigtig godt fra vores fælles tid på Right to Dream Academy og FC Nordsjælland, fortæller Lasso Coulibaly og fortsætter;

- Mit mål er at give alt, hvad jeg har for holdet og få så meget spilletid som muligt. Jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og kæmpe for klubben, understreger Coulibaly.

Lasso Coulibaly tiltræder med øjeblikkelig virkning. Den ivorianske kantspiller er dermed i spil til søndagens udekamp mod Brøndby IF.

Lasso Coulibaly får trøjenummer 28 i Randers FC.

Fakta:
Lasso Coulibaly
Født: 19. oktober 2002 (20 år)
Land: Elfenbenskysten
Position: Kantspiller, central midtbanespiller, 
Tidligere klubber: Right to Dream Academy, FC Nordsjælland