Randers FC inviterer veteraner til Veteran Match 2023
Eline Skov — 30.08.2023 08:00
I den kommende tid afvikles Veteran Match 2023 over hele landet med henblik på at hylde og anerkende danske veteraners indsats i verdens brændpunkter. Randers FC, Randers Kommune og DIF inviterer i den anledning tidligere udsendte med pårørende til Veteran Match-arrangement og efterfølgende fodbold på Cepheus Park Randers.
Som et led i Veteran Match 2023 dedikerer Randers FC derby-kampen mod AGF søndag den 24. september 2023 til Danmarks veteraner. De og deres familier har alle ofret en velkendt hverdag i en større sags tjeneste og fortjener støtte og opbakning. Derfor vil Cepheus Park Randers hylde veteranerne før og under kampen for deres indsats i krigszoner rundt i verden. Tiltagene vil bl.a. være klapsalve før kampen og mulighed for at byde på Björn Kopplins matchworn-spillertrøje i løbet af kampen.
Er du veteran?
Randers FC bakker op om det gode formål og er med i initiativet som vært. I den forbindelse vil Randers FC invitere veteraner samt én pårørende pr. veteran, til pre-match arrangement og efterfølgende kamp.
Programmet er som følger:
Kl. 14.00 – 15.40: Pre-match arrangement hos Randers FC
- Velkomst og information om Veteranindsatsen Randers
- Spisning
- Optakt til dagens kamp
Kl. 15.40: Samlet afgang til siddepladser på Cepheus Park Randers
Kl. 15.50: Hyldest af Danmarks veteraner
Kl. 16.00: Kampstart
Tilmelding til arrangementet sker gennem Eline Skov på mail [email protected] senest mandag den 11. september 2023. Da Randers FC, Randers Kommune og DIF, i år har valgt at afholde et pre-match arrangement, er det kun muligt at have en pårørende med pr. veteran.
Der vil være et begrænset antal pladser, der allokeres efter først til mølle-princippet. Øvrig praktisk information udsendes i forbindelse med tilmelding.