Peter Rask udtaget til U16 Future-samling

28.08.2023 13:11

U15's Peter Rask er udtaget til træningssamling med U16 Future-landsholdet

Peter Rask, der til dagligt er en del af Randers Freja FC’s U15-ligatrup, er udtaget til træningssamling med U16 Future-landsholdet fra d. 29. -31. august i Nyborg. Peter spillede i vores moderklub Hornbæk SF, inden han skiftede til Randers Freja FC.

U15 Cheftræner Søren Emil Overgaard udtaler omkring Peter.

- Peter er dygtig til at udfordre sin direkte modstander med sit lave tyngdepunkt og tekniske færdigheder. Han har ligeledes et godt blik for sine medspillere og kan sætte medspillerne op med stikninger, chip og indlæg. Peter skal fortsat udvikle sig uden bold i sin erobringsstyrke samt positionering, når modstanderen har bolden. Peter elsker at spille fodbold, og det lyser ud af ham, når han møder ind til kamp og træning, hvilket er en sand fornøjelse. Derudover har han altid et glimt i øjet.

DBU's Futurelandshold Spillere som udtages til Future-landsholdet besidder evner, som gør dem interessante for DBU’s fremtidige landshold. Future-landsholdet er for spillere med et fodboldmæssigt stort potentiale, men som er kortere i deres biologiske udvikling end deres jævnaldrende. Der kan være op til 5 års forskel i den biologiske udvikling blandt spillere i samme årgang, hvilket påvirker præstationer på fodboldbanen. Typisk vil sent udviklede spillere opleve, at de ikke fysisk kan præstere det samme som deres jævnaldrende, hvilket direkte hænger sammen med senere biologisk udvikling. Biologiske forskelle er midlertidige og udlignes senere. DBU ønsker ikke, at talentfulde spillere overses, blot fordi de i en periode har svært ved at vise sig frem grundet senere biologisk udvikling. Future-Landsholdet er en mulighed for dygtige spillere, når de matches jævnbyrdigt med jævnaldrende sent udviklede spillere fra andre nationer.