Statistisk overtag og revanche til gode mod AGF

Martin Albrechtsen — 31.03.2023 07:02

Varm op til mandagens lokalopgør i Århus: Her er det statistiske overblik

Nu er der kun tre dage til, at vi indleder mesterskabsspillet i 3F Superligaen og ovenikøbet med et vaskeægte lokalopgør, når vi mandag aften kl. 19.00 på udebane møder ærkerivalerne fra AGF

Statistisk set har Randers FC et overtag med 18 sejre, 9 uafgjorte og 12 nederlag ud af 39 mulige Superligakampe mod De Hviie. 

Vi har dog ikke slået AGF i de to seneste kampe, hvor det er blevet til hhv. 0-0 i Århus i juli 2022 og senest et smerteligt nederlag på hjemmebane med cifrene 1-2 tidligere i denne måned foran 9.136 tilskuere på Cepheus Park Randers.

Faktisk har vi ikke slået AGF siden den 24. oktober 2021 (i sidste sæson), men omvendt kom århusianerne jo heller ikke med i mesterskabsspillet i sidste sæson. Derfor skulle der gå 9 måneder, før vi igen kunne krydse klinger med ærkerivalen, hvor det som bekendt blev til 0-0 på Ceres Park i juli 2022. 

Carlgren har flest clean sheets i 3F Superligaen
Når vi zoomer ind på den individuelle statistik, kan vi se, at både Patrik Carlgren og AGF's Jesper Hansen har været gode til at holde buret rent i indeværende sæson. Vores stærke svenske keeper har dog flest clean sheets af alle i 3F Superligaen med 8 styks, mens Jesper Hansen har holdt buret rent 7 gange. 

Marvin Egho med flest vundne luftdueller i 3F Superligaen
AGF's Patrick Mortensen er bl.a. kendt for at være god i luften, men 3F Superligaens topscorer med 12 mål til følge kommer alligevel til kort, når vi kigger på flest vundne luftdueller i ligaen. Vores østrigske angriber, Marvin Egho, topper nemlig listen over flest vundne luftdueller i 3F Superligaen med 81 vundne luftdueller mod Patrik Mortensens 69 vundne luftdueller, som deler andenpladsen med Lars Kramer fra AaB. 

Lasse Berg har flest succesfulde afleveringer på modstanderens banehalvdel i 3F Superligaen
Vores norske midtbanegeneral, Lasse Berg Johnsen, har flest succesfulde afleveringer på modstanderens banehalvdel af alle spillere i 3F Superligaen med 705 styks. Til sammenligning har den bedste AGF'er i denne kategori, Yann Bisseck, lavet 363 succesfulde afleveringer på modstanderens banehalvdel. 

Kronjysk sejr vil bringe Randers FC a point med AGF i tabellen
Før mandagens lokalderby indtager AGF 4. pladsen i 3F Superligaen med 35 point, mens Randers FC er lige i hælene på en 5. plads med 32 point. En kronjysk sejr vil altså bringe os a point med De Hviie i tabellen. 

Det bliver dog ikke nogen nem opgave for Randers FC, da formstærke AGF er ubesejret i de seneste 5 Superligakampe, hvoraf de har vundet 4 af kampene. Faktisk har århusianerne kun tabt en enkelt kamp i de seneste 10 kampe i 3F Superligaen.

Det håber vi at lave om på mandag aften, når slaget om Østjylland skal udkæmpes mellem de to hold for 40. gang i 3F Superligaen.  

Vi håber naturligvis på at se en masse Randers FC-fans på lægterne mandag aften i Århus, så Randers FC-spillerne kan få god opbakning i første runde af mesterskabsspillet. 

Der er kampstart mandag aften kl. 19.00 på Ceres Park.

Har du ikke mulighed for at støtte drengene på stadion, kan du se kampen direkte på TV3 Sport og Viaplay.  

Husk i øvrigt, at vi spiller første hjemmekamp i mesterskabsspillet mod FC København mandag den 10. april kl. 16.00 (Anden påskedag). Du kan købe billetter til kampen her: https://billet.randersfc.dk