Optakt: Viborg FF vs Randers FC søndag kl. 14.00

Andreas Nielsen — 28.04.2023 09:47

Ovenpå den fantastiske 4-0-sejr over Brøndby IF i søndags, venter endnu en spændende kamp i 3F Superligaens mesterskabsspil, når vi på søndag klokken 14.00 møder Viborg FF på udebane.

Det har været en flot start for Rasmus Bertelsen i spidsen for Randers FC, siden han overtog trænerjobbet fra Thomas Thomasberg. Vi er det mest formstærke hold i Mesterskabspillet med otte point i de første fire kampe. Så der er god grund til at være optimistisk som Randers FC-fan i øjeblikket.

Statistisk set
Vi har resultatmæssigt et stærkt tag på Viborg, når vi spiller på udebane, i 11 kampe er det blevet til fem sejre, fire uafgjorte og to nederlag. Faktisk har vi ikke tabt til Viborg på udebane siden 2006. I denne sæson er vi også ubesejret på Energi Viborg Arena efter 2-2- kampen tilbage i marts, hvor vi på mål af Jakob Ankersen og Carl Johansson kom tilbage fra at være bagud 2-0.

Samtidig kan Bertelsen og drengene drage til domkirkebyen med stor selvtillid i baggagen efter storsejren på 4-0 mod Brøndby, der udbyggede vores statistik som ubesejret, både i Mesterskabsspillet og på udebane i 2023.

Fokus på Viborg FF
Viborg FF har gang i flot sæson, hvor de er med i kampen om medajler, samtidig leverede de flot i Europa i starten af sæsonen - en kampagne, der kulminerede med kampene mod engelske West Ham United. Holdet har fået en blandet start på Mesterskabsspillet, hvor det er blevet til to sejre og to nederlag. Særligt sejren på 3-0 ude over Brøndby skiller sig ud.

Den klare profil i foråret for Viborg har været tunesiske Elias Achouri, der med sine seks mål og to oplæg i 2023 har fået sit gennembrud for klubben. Den 24-årige kantspiller kom blandt andet på måltavlen i vores seneste kamp i Viborg, hvor han gjorde det til 2-0 efter 14 minutters spil.  

Hvis man kigger på defensiven, er det særligt den unge højre back Anton Gaaei, som har været imponerende at følge. I det offensive spil står han noteret for fem oplæg i sæsonen, hvilket vidner om store kvaliteter i begge facetter af spillet.

Fun facts
- Randers FC er den 3F Superliga-klub, som laver flest af sine mål i 2. halvleg, faktisk er 71% af vores mål kommet efter pausen i denne sæson.
- Med sine to mål fra bænken mod Brøndby IF sendte Simen Bolkan Nordli Randers FC’s indskiftere op på 15 mål i denne sæson, hvilket er det højeste i 3F Superligaen siden 08-09-sæsonen, hvor FC København lavede 14 mål.
- Lasse Berg Johnsen er med sine 1002 afleveringer på modstanderens banehalvdel, den spiller med flest af den slags i sæsonen.
- Randers FC har scoret i sine sidste 11 udekampe mod Viborg.

Søndagens udekamp på Energi Viborg Arena fløjtes i gang af Jonas Hansen klokken 14.00.Hvis du ikke tager turen til Viborg for at støtte Randers FC, kan kampen ses på TV3 Sport og Viaplay. Alternativt kan du lytte til kampen via DR P4 og Radio Alfa samt følge kampen på Randers Amtsavis' liveblog.