FSHF

U17-talent fik en på opleveren i Albanien

Kristian Fredslund — 21.06.2021 09:56

Randers FC’s 17-årige angrebstalent Dion Veliqi fik i sidste uge debut på det albanske U19-landshold.

Han er født og opvokset i Danmark og har været til landsholdssamlinger med de danske U16- og U17-landshold. Det har dog ikke kastet en debut af sig, og da så forældrenes fødeland Albanien ringede, så takkede 17-årige Dion Veliqi ja til at debutere for det albanske U19-landshold, der i sidste uge spillede to træningskampe mod Kosovo.

- Det var en kæmpe oplevelse. De har holdt øje med mig i et par år, og da jeg endnu ikke havde fået debut på det danske landshold, så tænkte jeg, at det var en god mulighed for international erfaring. Det hele var sat professionelt op med træningslejr på et flot hotel med gode faciliteter, og rammerne var som til en seniorkamp med direkte tv-udsendelse, så det var virkelig fedt at være med til. Jeg er meget taknemmelig for, at klubben gav mig lov til at tage af sted, selvom det betød, at jeg missede en kamp i weekenden, siger Dion Veliqi.

Onsdag eftermiddag trak angriberen for første gang i Albaniens landsholdstrøje, da han med en halv time igen blev skiftet ind i den første af to kampe mod Kosovo. En kamp som dog endte med et 1-0-nederlag.

Om fredagen startede han inde og spillede 80 minutter i 32 grader og bagende sol, da det blev til en 3-0-sejr. Her havde en stor andel i kampens første mål.

- Jeg fremtvang et straffespark, men måtte desværre ikke selv tage det. Den klarede anføreren, men sådan er det at være den nye dreng. Det gik rigtigt godt for mig i begge kampe, og jeg er godt tilfreds med mine præstationer. Det var en stor oplevelse og samtidig fedt at spille med og mod nogle, der er ældre end mig selv. Det har givet noget god erfaring og hår på brystet at spille internationale kampe, fortæller Dion Veliqi.

Selve opholdet foregik i en corona-boble på hotellet, men det var alligevel en stor oplevelse at være afsted.

- Vi har rejst en del til Albanien i sommerferier, så jeg har en tæt relation til landet. Selvom jeg taler sproget med mine forældre, så havde jeg dog nogle vanskeligheder ved at forstå alle, da der er forskellige dialekter, men det løste vi fint alligevel. Jeg blev taget rigtig godt imod af mine holdkammerater og lærte en masse nye mennesker at kende, siger Dion Veliqi om mødet med holdkammeraterne, der blandt af bestod af spillere fra store klubber som Watford, Huddersfield, AEK Athen, Panathinaikos og Mainz.
 
Nu vender han tilbage Danmark og Randers, hvor U17-ligaholdet på lørdag spiller sidste turneringskamp i sæsonen mod Lyngby.

- Jeg glæder mig til at få rundet en god sæson af, hvor jeg er kommet stærkt tilbage efter en ledbåndsskade, som jeg kom hurtigere tilbage fra end forventet med god hjælp fra klubben. Nu skal vi sætte et godt punkt på lørdag, og så handler det om at få ladet batterierne op til en spændende sæson efter sommerferien på U19-ligaholdet, hvor jeg skal bygge på og fortsætte udviklingen.

Talentpartner i Randers FC