Tillykke til Randers FC-studenterne 2021

Kristian Fredslund — 25.06.2021 12:11

Syv af Randers FC-talenterne har færdiggjort deres uddannelse på de randrusianske uddannelsesinstitutioner.

I øjeblikket er der fest og farver i gaderne, når studentervognene dytter og båtter, og de mange unge studenter fejrer, at et par hårde år på uddannelsesinstitutionerne er forbi.

For Randers FC's vedkommende kan vi fejre syv studenter fra U19-ligaholdet, der har fået hue på. 

Fire af dem er med den røde farve fra Randers Statsskole, som Randers FC samarbejder med. Det drejer sig om Laurs Skjellerup, Karl Dreier Leth, Philip Riewerts og Søren Holt Andersen.

- Vi er virkelig glade for samarbejdet med Randers FC og sportsklasserne generelt, som vi kun har gode erfaringer med. Det er noget, vi faktisk gerne vil opgradere, for det giver også noget til de resterende elever. Sportsklassernes elever er nødt til at være meget disciplinerede og gode til planlægning, og det er noget, de andre kan spejle sig i, og noget der smitter af. Vi er utroligt glade for de her drenge for Randers FC, som har været en fornøjelse at have på skolen, siger Randers Statsskoles rektor Lone Andersen

De tre resterende har været forbi en anden samarbejdspartner, Tradium. Det er Thomas Sønnichsen, Philip Gejl og Viktor Frandsen.

- Der er en glædelig tendens til, at vi får flere og flere af sportseleverne igennem uddannelsen, hvor vi hjælper dem med at få det bedst mulige ud af såvel skolegang som fodbold. Vi er glade for, når det lykkes, som det er med de tre her, og vi sigter efter at få endnu flere igennem på den lange bane. At få færdiggjort uddannelsen er dem velundt. De knokler virkelig på, for det kræver noget ekstra af dem for at få det hele til at gå op, siger elitesportskoordinator på Tradium, Mathias Bak Andersen. 

Stort tillykke til årets Randers FC-studenter!

På billedet ovenfor er spillerne flankeret af skolens repræsentanter samt U19-ligaholdets cheftræner Hans Paarup.

Talentsponsor