Fantastisk Randers FC-sejr efter fænomenal indsats mod AGF

Oliver Maltha — 24.10.2021 17:12

Randers FC leverede en fantastisk indsats, da det hjemme på Cepheus Park Randers blev til en 1-0-sejr over lokalrivalerne fra AGF.

Søndag eftermiddag klokken 16.00 blev det østjyske derby fløjtet i gang, da Randers FC hjemme på Cepheus Park Randers tog imod de rivalerne fra AGF. Randers FC kunne med en sejr lægge en stor afstand ned til netop AGF, og samtidig tage endnu et skridt mod at sikre top-6-deltagelse. Der var på forhånd solgt mange billetter til begge lejre, og den gode stemning blev kun benzin på målet til den i forvejen store krig på banen. 
Hvis man troede at Randers FC spillede kedelig fodbold, så kunne man godt tro om igen. Efter otte minutters spil modtog en velspillende Jakob Ankersen en bold i dybden, som han lagde af til en lige så velspillende Nicolai Brock-Madsen – desværre måtte han se sit skud blokeret. Blot et par minutter senere var Randers FC igen tæt på en føring. Simon Piesinger drev bolden frem, og med en dybdebold fandt han Stephen Odey, som headede bolden på tværs af feltet. Her kom Vito Hammershøy-Mistrati i et løb, men hans forsøg endte i sidenettet. Nu var AGF advaret – for i det 19. minut kunne Mikkel Kallesøe spille en flad bold i dybden til Brock-Madsen, som sendte et fladt indlæg ind foran. Indlægget ramte AGF-spilleren Frederik Brandhof, som sendte bolden i eget net, og så kunne de mange tilskuere gå amok over en 1-0-føring til hjemmeholdet. 
Der var en god tænding i kampen med mange nærkampe – præcis som et derby fortjener. Randers FC var dygtige til at få 1. halvleg på deres præmisser, og det var også Randers FC som skabte fleste chancer. Jakob Ankersen var en evig trussel, og var med lidt held også blevet målscorer i 1. halvleg. Det var ikke meget AGF skabte udover Patrick Mortensen, som efter en tilfældighed sparkede en helt fri chance over mål. Mere skete der ikke, og så kunne Randers FC gå til pause med en fortjent 1-0-føring. 
2. halvleg startede som den første. Randers FC som skabte mulighederne og havde overtaget. Vi skulle ikke mere end syv minutter ind i 2. halvleg, før Randers FC var tæt på en 2-0-scoring. Mikkel Kallesøe blev spillet fri ned ad højresiden, hvorefter han sender en perfekt bold tilbage i feltet til Stephen Odey, som desværre sparker den gode mulighed over målet. Kampen igennem havde Randers FC en masse halve muligheder, hvor den sidste aflevering manglede – derfor sad man, efter en times tid, også med fornemmelsen af, at Randers FC skulle have lukket kampen til 2-0. Det var også tæt på efter 75 minutters spil. Efter et par gode kombinationer i venstresiden endte bolden hos Tosin Kehinde, som med en kattepote lagde bolden mod det lange hjørne. Desværre måtte Kehinde se sit flotte forsøg ramme undersiden af overliggeren. Mere skete der ikke, og derfor endte kampen med 1-0 til Randers FC. 
Man sad aldrig med fornemmelsen af, at AGF var tæt på en udligning. Randers FC styrede kampen i alle 90 minutter i en kamp, hvor de 7.758 tilskuere i høj grad kunne nyde den vel nok bedste indsats i denne sæson. Det var en hårdt spillet kamp med otte gule kort – en kamp som Randers FC helt fortjent kunne kalde sig sejrsherre i. En fantastisk 1-0-sejr over lokalrivalerne fra AGF. 
Næste hjemmekamp er på søndag d. 31. oktober klokken 14.00 mod FC Midtjylland. Vi håber på at se lige så mange fans på lægterne til kampen mod ulvene fra Herning. Billetter kan købe på https://billet.randersfc.dk
Startopstilling (med ændringer undervejs): 
Patrick Carlgren – Mikkel Kallesøe, Simon Piesinger, Simon Graves (56. Jesper Lauridsen), Björn Kopplin – Simon Tibbling (83. Oliver Bundgaard), Vito Hammershøy-Mistrati, Lasse Berg Johnsen, Jakob Ankersen (67. Tosin Kehinde) – Nicolai Brock-Madsen (67. Marvin Egho), Stephen Odey (83. Alhaji Kamara). 
Advarsler: 
Patrick Mortensen, Mustafa Bundu, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Albert Grønbæk (AGF) 
Marvin Egho, Simon Tibbling, Mikkel Kallesøe (Randers FC) 
Kampens tilskuertal: 7.758 
Kampens Randers FC-spiller: Nicolai Brock-Madsen (valgt af fansene via Randers FC-app'en)

Dagens kampsponsor: Volkswagen Randers