Randers FC henter Kabongo

Martin Albrechtsen — 27.07.2021 13:59

Randers FC forstærker sig med midterforsvareren Joel Kabongo fra de danske mestre, Brøndby IF.

Randers FC har netop skrevet en 3-årig aftale med den 23-årige centrale forsvarsspiller, Joel Kabongo, der skifter øjeblikkeligt fra de danske mestre, Brøndby IF. Kabongo er et produkt af Brøndby IF’s ungdomsafdeling Masterclass, og den talentfulde forsvarsspiller fik sit gennembrud på Vestegnen i 2018 som bare 20-årig, hvor han var fast Superliga-starter på Alexander Zornigers blå-gule mandskab. Siden da har bl.a. en slem knæskade sat en stopper for Kabongos videre udvikling, hvorfor han nu er sulten efter at få kickstartet karrieren i Kronjylland.

- Det føles rigtig godt. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for mig at skifte til Randers FC. Jeg har snakket med klubben i længere tid, så jeg er virkelig glad for, at vi endelig kan få lov til at sætte underskriften, fortæller Joel Kabongo og uddyber:
 
- Randers FC virker til at have et rigtig godt sammenhold, og jeg kan lide den måde, de spiller på. De går hårdt til den, men de spiller god fodbold på samme tid. Så jeg tror, det er en spillestil, som passer rigtig godt til mig, og som jeg kan bidrage 110% til. Jeg er en spiller, som vil komme ind med power og vise, at Randers FC skal sgu være med helt oppe i toppen. Fordi jeg synes virkelig, at Randers har et rigtig godt hold, og jeg er glad for, at jeg kan få lov til at være med på den rejse, udtaler Kabongo.

Sportslig og kommerciel direktør i Randers FC, Søren Pedersen, er da også meget tilfreds og glad for at have landet aftalen med den talentfulde midtstopper, Joel Kabongo.
 
- Joel passer perfekt ind i Randers FC-DNA'et. Han er en dygtig fodboldspiller, som arbejder stenhårdt. Joel har i min optik et stort og uforløst potentiale, som vi håber at kunne udfolde her i Randers. Han forstærker vores trup øjeblikkeligt forud for efterårets mange kampe i både ind- og udland, og han kan blive et rigtig stort aktiv for vores klub.

Joel Kabongo kan få debut for Randers FC i lokalopgøret ude mod AGF søndag den 1. august i 3F Superligaens 3. runde.

Fakta:
Navn: Joel Kabongo
Født den 5. april 1998
Højde: 1,94 m
Position: Central forsvarsspiller
Tidligere klubber: Brøndby IF, Fremad Amager (leje).
16 U-landskampe og 3 mål for Danmark (Har spillet fem U21-landskampe for Danmark).