
Foto: Martin Albrechtsen
Randers FC ansætter ny fysisk træner og udvider den fysiske sektor
Martin Albrechtsen — 04.07.2025 09:30
Fodboldforsker Thomas Rostgaard Andersen bliver ny fysisk træner i Randers FC, som samtidigt udvider den fysiske sektor
Siden Tobias Elstrup stoppede som fysisk træner i Randers FC i juni måned, har den kronjyske klub været på udkig efter en ny kvalificeret fysisk træner. I mellemtiden trådte en gammel kending til som vikar for at hjælpe til i den igangværende pre-season - nemlig vores tidligere performance manager Thomas Rostgaard Andersen.
Nu er både Randers FC og Thomas Rostgaard Andersen blevet enige om at gøre samarbejdet permanent, hvorfor han tiltræder som fysisk træner med øjeblikkelig virkning i det kronjyske.
- Thomas kommer med mere end 20 års erfaring fra professionel fodbold samt med omkring 350 Superligakampe og mange U-landskampe på kontoen. Han har været i flere forskellige Superligaklubber og har et veludbygget internationalt netværk. Så der er ingen tvivl om, at vi her henter en fysisk træner ind fra en meget høj hylde, og ovenikøbet én som har været i Randers FC før. Det er vi meget tilfredse med, fortæller fodbolddirektør Søren Pedersen.
Siden Thomas Rostgaard Andersen sidst var tilknyttet Randers FC i 2019, har han været fysisk træner for det danske U21-landshold og derudover arbejdet med struktur for den fysiske træning for alle de danske ungdomslandshold. Sideløbende har han været fodboldforsker og adjunkt på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. På uddannelsessiden er klubbens nye fysiske træner udstyret med blandt andet en doktorgrad i fysiologi og en UEFA A-licens fodboldtræneruddannelse.
Hovedpersonen selv, som allerede er startet i jobbet, glæder sig over at være tilbage i Randers FC.
- Jeg synes, det er godt at komme tilbage til en klub og være omkring et hold samt arbejde med den enkelte spiller, fortæller Thomas Rostgaard Andersen og fortsætter;
- Jeg havde som sådan ikke kigget efter et job i professionel fodbold, men så opstod muligheden. Jeg har jo været her før, og klubben og de mennesker, der arbejder her, betyder noget særligt for mig. Så det kunne jeg ikke sige nej tak til, siger han.
Fysisk træner på internationalt højt niveau og udvidelse af den fysiske sektor
48-årige Thomas Rostgaard har tidligere været tilknyttet FC København, FC Nordsjælland, FC Midtjylland og AGF, og så er han den eneste uden for det engelske fodboldsystem, som har opnået den prestigefyldte og højeste sports performance akkreditering ved The Chartered Association of Sport and Exercise Sciences.
- Med ansættelsen af Thomas får vi en fysisk træner ind på et internationalt højt niveau. Vi kommer også til at udvide den fysiske sektor i Randers FC, og her kan vi trække på Thomas' store erfaring og viden fra branchen. Kravene til spillerne er bare blevet større i moderne fodbold, og der kommer hele tiden et større pres på spillerne fysisk såvel som mentalt i takt med fodboldens udvikling. Derfor giver det rigtig god mening at udvide den fysiske sektor og investere på dette område, udtaler fodbolddirektør Søren Pedersen.
Udvidelsen af den fysiske sektor indebærer bl.a. ansættelser af flere kompetente specialister og en opgradering af klubbens fitness faciliteter.
- Vi har identificeret nogle områder, hvor vi fremadrettet skal være rigtig stærke. Vi skal være gode til at analysere vores træning, så vi bedre forstår spillerne og den fysiske belastning, som de udsættes for som fodboldatleter. Vi skal kunne give spillerne kvalificeret feedback på deres præstationer. Vi skal konstant forbedre vores træning, så vi kan gøre noget godt for den enkelte spiller. Og vi skal sørge for at vores unge talenter har en sikker vej ind på klubbens førstehold, og derved binde flere dele af klubben stærkt sammen. Der er en masse opgaver, som vi glæder os til at tage fat på og effektivisere, siger Thomas Rostgaard Andersen.
Vores nye fysiske træner har arbejdet med Randers FC-truppen siden opstarten af denne pre-season, og han befinder sig i skrivende stund i Tyskland, hvor den kronjyske klub er på træningslejr.
Trænerteamet præsenteres i samarbejde med Amcor.
Trænerteamet præsenteres i samarbejde med Amcor.