Billetsalg åbent til Randers FC-OB

15.07.2021 10:40

Det er nu muligt for alle at købe billet til sæsonens første hjemmekamp på Cepheus Park Randers. Kampen spilles søndag den 25. juli kl. 14:00 mod OB.

Nu skal du snart ikke vente længere. 3F Superligabolden ruller endelig igen hjemme på Cepheus Park Randers, når de danske pokalmestre fra Randers FC får besøg af OB søndag den 25. juli kl. 14:00.

Køb billet til kampen ved at trykke her.

Vi glæder os til at se jer allesammen igen på Cepheus Park Randers til en spændende sæson. 

Ingen adgang for udefans.
Fra den 1. august 2021 må udefans igen rejse med deres hold til udekampe i 3F Superligaen. Derfor må OB-fans følge kampen hjemmefra den 25. juli, da der ikke vil være adgang for udeholdets fans til denne kamp. Såfremt der dukker OB-fans op til kampen, vil disse blive bortvist. 

Husk gyldigt coronapas. 
Til kampe i 3F Superligaen er det et krav, at alle tilskuere kan fremvise et gyldigt coronapas. Et gyldigt coronapas kræver, at man kan dokumentere én af følgende fem ting:

- Gennemført vaccination
- Negativ PCR-test inden for de seneste 96 timer
- Negativ kviktest inden for de seneste 72 timer
- Fra 14 dage efter første stik med vaccine og 42 dage frem. 
- En positiv COVID-19 test, der er mindst 14 dage og højst 8 måneder gammel regnet fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget.