Touré før FCN-kamp: Vi er på rette spor

Martin Albrechtsen — 26.10.2024 05:30

Vi har taget en snak med Mohamed Touré om sejren i Aalborg, mandagens hjemmekamp mod FCN samt om den australske angribers første tid i Kronjylland

20-årige Mohamed Touré blev meget kampafgørende i 2-0 sejren på udebane mod AaB sidste søndag. 

Vores talentfulde angriber, der blev skiftet ind i pausen af opgøret, fremtvang således to straffespark i 2. halvleg, hvoraf han selv scorede på det ene af dem. Trods den personlige succes er det dog de tre point, som glæder Mohamed Touré mest.

- Det føltes helt fantastisk. Jeg er mest glad for de tre point for at være ærlig. Det var et stykke tid siden, vi sidst havde fået tre point. I de seneste kampe har vi lukket mål ind sent. Og det er surt. Det føles som at tabe kampen nogen gange, når du fører, og modstanderholdet scorer i sidste minut. Så det var en stor lettelse, og forhåbentlig kan vi tage det med ind i kampen på mandag, fortæller Mohamed Touré.

Mohamed Touré, der er født i Conakry i Guinea og som har statsborgerskab i både Guinea og Australien, glæder sig til mandagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, som kan vise sig at være en vigtig kamp i bestræbelserne på en top-6 placering. Der er kampstart på Cepheus Park Randers mandag kl. 19.00.

- Jeg ser frem til kampen mod FC Nordsjælland. For at være ærlig ser jeg kampen som enhver anden. Vi skal spille vores fodbold. Vi har ikke tabt i et stykke tid., så vi er på rette spor. Vi skal bare have flere sejre, og så er vi flyvende, siger Touré.

Se hele interviewet med Touré længere nede i artiklen.

Mohamed Touré underskrev en 4-årig aftale med Randers FC i sommers efter at være kommet til fra den franske Ligue 1-klub Stade de Reims. Efter at have døjet med lidt småskader er vores australske angriber med det store potentiale endelig fit for fight igen, hvilket han demonstrerede senest mod AaB. Touré står noteret for 2 mål i 10 Superliga-kampe, hvoraf han er blevet skiftet ind i 9 af kampene. Det er blevet til 278 minutter i Randers FC-trøjen i 3F Superligaen for den talentfulde angriber indtil videre. 

Kom at se Mohamed Touré og Randers FC mandag aften kl. 19.00, hvor der er top-6 brag på menuen, når FC Nordsjælland gæster Cepheus Park Randers.

Køb billetter til den spændende kamp her: https://billet.randersfc.dk

Mohamed Touré præsenteres i samarbejde med Horescon Propos Kasseapparater