Sejr i Odense! Randers FC slår OB med 1-0 i Future Cup

Aksel Lajer & Martin Albrechtsen — 09.10.2024 13:38

Fremragende holdindsats og fantastisk mål i onsdagens udesejr over OB i Future Cup

Onsdag eftermiddag skulle Randers FC forsøge at forsvare førstepladsen i Future Cup, da kronjyderne gæstede OB på Nature Energy Park i Odense. 

Det var en jævnbyrdig, men chancefattig 1. halvleg, hvor det blev til  en enkelt chance til hvert hold. Hjemmeholdet fik en god skudmulighed efter 33 minutters spil til Johannes Selvén, der dog fik skudt forbi forreste stolpe med et par meter. I det 43. minut var det Mohamed Touré's tur til at forsøge sig, da Laurtis Pedersen tænkte hurtigt og fik sendt vores australske angriber i dybden efter et frispark. I højre side af feltet fik Touré hamret til bolden med masser af saft og kraft, men bolden gik en meters penge over trekantsammenføjningen. Derfor kunne de to mandskaber lunte til pause med stillingen 0-0.

Randers FC foretog en enkelt udskiftning i pausen, hvor U19-ligaholdets Frederik Konstmann erstattede svenske Oliver Zandén på venstre back, der fik fuld spilletid i søndagens 3F Superligakamp hjemme mod Lyngby Boldklub. 

Da 2 halvleg var to minutter gammel viste Oskar Snorre prøver på sit store målmandstalent, da han kom godt og frygtløs ud i en 1-mod-1 situation på kanten af feltet, hvor Snorre fik pillet bolden fra en fremstormende OB-angriber. Stærkt målmandsspil af Oskar Snorre, der også leverede en sikker redning på et hårdt langskudsforsøg otte minutter senere.  

Et kvarter inde i 2. halvleg bragte Laurits Pedersen Randers FC foran på et regulært klassemål! Efter gode kombinationer mellem Hakim Sulemana og Frederik Konstmann på højrekanten endte en løs bold fra et indlæg for fødderne af Laurits Pedersen, der nogle meter uden for feltet fik sparket bolden over i det lange hjørne uden chance for Martin Hansen i OB-målet! Fantastisk mål, hvor Laurits, der stammer fra moderklubben Hornbæk SF, beherskede bolden på intelligent vis over i det lange hjørne. Wauw, den glæder vi os til at se igen i højdepunkterne!

I det 72. minut var Christian Østergaard meget tæt på at fordoble føringen, da han modtog bolden centralt i feltet, efter et præcist hjørnespark fra Björn Kopplin, Østergaard fik også afsluttet, men Martin Hansen diskede op med en refleksredning til stor ærgrelse for Østergaard og Randers FC. Minuttet efter var Laurits Pedersen tæt på at blive dobbelt målscorer, da han modtog bolden i højre side af feltet, men hans hårde afslutning gik dog nogle meter over mål. 

Randers FC-spillerne kæmpede bravt de sidste 20 minutter af kampen og fik fightet sejren og de 3 point hjem. Det var en stærk kollektiv holdindsats, hvor de mere erfarne spillere hjalp de unge talenter, som kom ind i løbet af 2. Halvleg. 

Dermed vandt Randers FC kampen med 1-0 på udebane over OB og fører stadig Future Cup-ligaen.

Kampfakta: OB - Randers 0-1 (0-0)
0-1 Laurits Pedersen (60. minut)

Gule kort: Gustav Grubbe,

Startopstilling:
Oskar Snorre - Björn Kopplin, Malthe Henning (75.  Felix Sommer), Christian Østergaard, Oliver Zandén (45. Frederik Konstmann) - Nikolaj Krogh (84. Rinor Rexhepi), Sabil Hansen, Laurits Pedersen, Hakim Sulemana (75. Malthe Larsson) - Stephen Odey, Mohamed Touré (84. Felix Taraldset).

Bænken:
Mathias Simonsen (U19), Felix Taraldset (U19), Malthe Larsson (U19), Felix Sommer (U17), Rinor Rexhepi (U19), Frederik Konstmann (U19)