Fodboldlinjen på besøg hos Randers FC

06.11.2026 13:23

Der var masser af liv på banerne på Cepheus Park Randers fredag, da 125 børn fra Fodboldlinjen fordelt fra otte skoler i Randers Kommune besøgte Randers FC. Her fik børnene mulighed for at træne med klubbens spillere, inden dagen blev rundet af med autografer.

Otte skoler og 125 børn var fredag samlet på Cepheus Park Randers, da Fodboldlinjen lagde vejen forbi til en dag med fodbold og fællesskab.

På banerne var der god energi, smil og masser af aktivitet, da børnene fik mulighed for at komme helt tæt på spillerne fra Randers FC. Spillerne stod for træningen, hvor børnene kunne prøve kræfter med forskellige øvelser og få en anderledes fodboldoplevelse. Efterfølgende var der naturligvis tid til autografer og en snak med spillerne.

For Randers FC handler besøgene om at give børnene et positivt førstehåndsindtryk af klubben og skabe oplevelser, der kan være med til at knytte dem tættere til Randers FC. Det er en del af arbejdet med at styrke klubbens lokale forankring og skabe relationer til de kommende generationer.

– Vi vil gerne skabe et fællesskab omkring Randers FC, som så mange som muligt har lyst til at være en del af. Det kræver, at vi er tæt på menneskerne i og omkring Randers og Kronjylland, og at vi giver dem nogle grunde til at engagere sig i klubben. Børnene er en vigtig del af det arbejde. Vi skal give dem et forhold til Randers FC, så de ikke bare kender spillerne fra banen, men også føler, at klubben er deres. Det er sådan, vi bygger et stærkt fællesskab og skaber fundamentet for fremtidens fans, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

Fodboldlinjen tæller omkring 3.000 børn og omfatter alle skoler i Randers Kommune. To gange om året besøger Fodboldlinjen Cepheus Park Randers, hvor børnene får mulighed for at opleve klubben på tæt hold. Som en del af besøget er børnene også inviteret til søndagens kamp mod FC Nordsjælland på Cepheus Park Randers, hvor de får mulighed for at fortsætte oplevelsen og bakke op om hjemmeholdet fra tribunerne.