Michael Ravn om sejr i Odense: Godt tilfreds med den overordnede præstation
Aksel Lajer og Martin Albrechtsen — 09.10.2024 15:41
Assistenttræner Michael Ravn, der står i spidsen for Randers FC's Future Cup-kampe, er godt tilfreds med dagens sejr og præstation mod OB
Randers FC har leveret flere gode kampe i Future Cup, som kronjyderne fører, og denne onsdag blev det til endnu en sejr. Vi har taget en snak med assistenttræner Michael Ravn, der står i spidsen for Randers FC's Future Cup-kampe, om dagens 1-0 sejr i Odense.
- I 1. halvleg har vi egentlig rigtig fin kontrol på spillet. Både med bolden, hvor vi har meget boldbesidelse, og egentlig også defensivt, hvor vi ikke tillader ret mange chancer væk. Men vi har også lidt svært ved at blive farlige nok rent offensivt. Vi mangler lige det sidste, fortæller Michael Ravn og fortsætter;
- I anden halvleg kommer vi foran, og det kræver også, at vi skal forsvare rigtig stærkt, hvilket vi gjorde. Vi tillod ikke ret mange chancer væk, og så bliver det en vigtig sejr i sidste ende, udtaler Michael Ravn og fortsætter;
- Vores erfarne spillere tog rigtig godt lederskab og hjalp de mange unge spillere, der var med i kampen, som hver især bidrog på rigtig fin vis. Generelt er jeg rigtig godt tilfreds med den overordnede præstation. Både at vi var i stand til at vise nogle gode ting i spillet med bolden og få scoret, men også at vi var i stand til at kunne forsvare og holde sejren hjem, siger Michael Ravn.
Det overrasker dog ikke Michael Ravn, at Laurits Pedersen var i stand til at score et så flot mål fra distancen, som han gjorde i dagens kamp.
- Det er rigtig flot sparket ind af Laurits. Han har faktisk et rigtig godt spark generelt fra distancen. Det er ikke første gang, at jeg ser ham sætte den der ind. Det var et flot mål, konstaterer Michael Ravn.
Michael Ravn præsenteres i samarbejde med Berry Superfos.