Randers FC henter Ernest Agyiri

Martin Albrechtsen — 02.08.2023 12:30

Randers FC henter den ghanesiske kantspiller Ernest Agyiri, der har underskrevet en tre-årig aftale med kronjyderne.

Det er en målfarlig kantspiller, som kommer til Kronjylland. 25-årige Ernest Agyiri er med sine 11 mål øjeblikkelig ligatopscorer i den bedste estiske liga efter 21 kampe. Foruden sine mange mål har han med otte assists en stor andel i sin nu tidligere klubs succes, FCI Levadia Tallinn, der topper den estiske liga i indeværende sæson. Sportsdirektør Søren Pedersen glæder sig da også over at forstærke sit mandskab med den offensive kantspiller.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har skrevet under med Ernest. Han har x-factor og kan give noget til truppen, som vi ikke har lige nu og her. Ernest er en teknisk dygtig spiller, som har et rigtig godt venstreben, og så har han næse for mål og assists, fortæller sportsdirekør Søren Pedersen. 

Ernest Agyiri blev i 2015 hentet til Manchester City's ungdomsafdeling fra Right to Dream-akademiet i Ghana. Under sit ophold i den engelske storklub, som varede indtil juli 2020, blev han udlejet til norske Vålerenga, belgiske Tubize og cypriotiske Paralimniou. Siden har han repræsenteret FCI Levadia i Estland, hvor han også har bidraget med fem mål og to assists i otte kvalifikationskampe til UEFA Europa Conference League. Sportsdirektør Søren Pedersen forventer dog, at Ernest Agyiri har brug for tilvænningstid til niveauet i den danske 3F Superliga.  

- Ernest har været på nogle spændende adresser og har været igennem et godt og anerkendt akademi. På det seneste har han spillet på et lavere niveau i Estland, så det er en spiller vi skal have til at udfolde sit fulde potentiale, og det tror jeg på, at vi kan gøre med vores trænerteam i Randers FC, som er utrolig dygtige til individuel udvikling og mandskabspleje. Jeg håber på, at vi kan få løftet ham op på Superliga-niveau hurtigst muligt, siger sportsdirekør Søren Pedersen.

Hovedpersonen selv, Ernest Agyiri, er henrykt over at have skrevet under med Randers FC og glæder sig til at hjælpe holdet med mål og assists. 

- Jeg er meget glad for at have skrevet under med Randers FC. Jeg kan ikke vente med at komme igang, og jeg er virkelig glad for at være her nu. Jeg vil gøre mit ypperste for at hjælpe Randers FC til at ende i den sjove ende af tabellen og vinde trofæer med klubben, fortæller Ernest Agyiri og fortsætter;

- Det er et stort skridt for mig at skifte til Randers FC og den danske Superliga. Det er en god mulighed for mig i forhold til også at videreudvikle mig som spiller. Jeg kan simpelthen ikke vente med at spille foran vores fans og vise dem mine evner med bolden, siger Ernest Agyiri.

Ernest Agyiri har underskrevet en tre-årig aftale med Randers FC og tiltræder med øjeblikkelig virkning. Den ghanesiske kantspiller er dermed i spil til lørdagens udekamp mod de forsvarende danske mestre fra F.C. København i Parken.

Ernest Agyiri får trøjenummer 21 i Randers FC.

Fakta
Ernest Agyiri 
Født: 6. marts 1998 (25 år)
Højde: 1,76 m
Position:Kantspiller, offensiv midtbanespiller
Tidligere klubber: Right to Dream Academy, Manchester City, Vålerenga, AFC Tubize, EN Paralimniou, FCI Levadia

Ernest Agyiri har spillet for Ghanas U17-landshold, hvor han bl.a. scorede i en kvalifikationskamp mod Cameroun og siden kvalificerede sig til U17 African Cup of Nations

Ernest Agyiri er sponsoreret af Maretti Trægulve