Optakt: F.C. København - Randers FC

Andreas Nielsen — 02.08.2023 09:56

Det blev desværre ikke til tre point på hjemmebane mod Hvidovre IF, på lørdag venter så en udebanekamp i Parken klokken 16.00 mod de forsvarende mestre FC København.

Sæsonens første hjemmekamp mod Hvidovre startede ellers som lyn og torden med en 2-0 føring til Randers FC og hvad der lignede tre point. Men det var desværre ikke nok, da Hvidovre fik kæmpet sig tilbage og fik 2-2. På lørdag klokken 16.00 gælder det så FCK i Parken, hvor vi i de seneste kampe på nationalstadionet har leveret flere gode præstationer.

I de seneste tre kampe i Parken er vi ubesejret, med to sejre og en uafgjort. Ser man på de sidste seks kampe hedder statistikken tre sejre, en uafgjort og to nederlag i Randers FC’s favør. Sidste møde mod FCK endte 1-1, hvor det var Stephen Odey, der med en flot scoring kom på måltavlen for Randers FC.

Randers FC kunne mandag præsentere en ny tilgang i form af den 22-årige højre back Oliver Olsen, som vi har hentet i FC Midtjylland på en 3-årig kontrakt. Han er derfor i spil til at kunne få sin debut i lørdagens kamp i Parken. Det samme gør sig gældende for vores nye ghanesiske kantspiller Ernest Agyiri, der i dag blev præsenteret i Randers FC på en tre-årig aftale.

Fokus på FC København

FCK er kommet godt fra land i den nye 3F Superligasæson, hvor de står med seks point efter de to første kampe, hvor de forsvarende mestre har mødt Lyngby BK og Vejle Boldklub med resultaterne 1-2 og 2-3 til Københavnerne. Sideløbende har FCK også gang i UEFA Champions League kvalifikationen, hvor de onsdag aften hjemme møder islandske Breidablik, som de slog 2-0 i første kamp på Island.

Der er nok at pege på af profiler til lørdagens kamp, men hvis der skal vælges nogle at holde ekstra øje med, vil det være spillere som Jordan Larsson og Diogo Goncalves. Den svenske angriber fik åbnet målscoringskontoen i seneste runde mod Vejle og leverede desuden et oplæg mod Breidablik i første opgør. Portugisiske Diogo Goncalves har fortsat, hvor han slap i seneste sæson, hvor han i de sidste otte kampe i mesterskabsspillet lavede syv mål. I den nye sæson har Goncalves præsteret to mål og et oplæg.

Vi håber at se en masse Randers FC-fans i udebaneafsnittet og ellers kan kampen ses på 6´eren/ Discovery+ og følges på Amtsavisen.dk eller hos Radio Alfa.

Fun Facts

  • Filip Bundgaard fik i søndagens kamp mod Hvidovre IF scoret vores 3F Superliga mål nummer 700.
  • Udover jubliæumsmålet blev Filip Bundgaard med sine 19 år og 26 dage den yngste i Randers FC’s historie til at opnå 5 mål i 3F Superligaen. Tidligere rekordholder var Nicolai Brock-Madsen med 20 år og 58 dage.
  • Mads Enggård er den i Randers FC med flest løbne meter i de to første kampe med 24.099 meter løbet.