René Schütze, Getty Images

Optakt: Randers FC - Brøndby IF

Andreas Nielsen — 06.05.2023 19:45

Efter to udekampe er det blevet tid til hjemmekamp på Cepheus Park, når vi på søndag klokken 16.00 får besøg af Brøndby IF, hvor holdet skal forsøge at komme op på hesten igen efter 3-1-nederlaget til Viborg FF.

Randers FC har nu mødt alle hold en gang i Mesterskabsspillet, hvor det er blevet til otte point. Med blandt andet to flotte sejre over F.C. København og Brøndby IF, har holdet bevist, at vi kan være med mod alle hold, hvilket lover godt for den sidste halvdel af Mesterskabsspillet.

Der er lagt op til en spændende kamp, når Bertelsen og co. skal forsøge at gentage de flotte takter fra 0-4-sejren på Brøndby Stadion. På lægterne kan holdet se frem til stor opbakning, hvor der i skrivende stund er omkring 8000, som har sikret sig billet til kampen.

Statistisk set
I de seneste år har kampene mellem Randers FC og Brøndby IF på Cepheus Park budt på god underholdning og spænding. De seneste fire hjemmekampe mod Brøndby er det blevet til to sejre, en uafgjort og et enkelt nederlag.

I efterårets hjemmekamp var det Brøndby, som trak det længste strå med en 2-3-sejr efter et uheldigt selvmål fra Björn Kopplin. Hjemmekampen i sidste års Mesterskabspil leverede også god underholdning, hvor Randers FC i undertal fik vendt 0-1 til 2-1 på et fremragende hovedstød af Nicolai Brock Madsen i slutminutterne.

Fokus på Brøndby IF:
Siden vi mødte Brøndby sidst, har de været en tur i Parken for at møde FC København, og de går indtil søndagens kamp med en dugfrisk 1-0-sejr i derbyet mod deres ærkerivaler. Den norske angriber Ohi Omujianfo var igen i målscorerens rolle, hvor han noterede sig for sit tiende sæsonmål. Ohi Omujianfo bliver igen en af de spillere, som Randers FC skal være opmærksomme på til kampen.

Til søndagens kamp må Brøndby undvære en af deres helt store profiler Nicolai Vallys, som er ude med karantæne efter sit gule kort mod FCK. Derfor bliver Daniel Wass' rolle på Brøndby-holdet ekstra vigtig i søndagens opgør, når han skal forsøge at servicere Ohi Omujianfo inde i boksen.

Fun Facts:
- Lasse Berg Johnsen har spillet flest minutter af alle markspillere i 3F Superligaen sæsonen, nemlig 2430 minutter.
- Randers FC har scoret 12 mål i de seneste seks hjemmekampe mod Brøndby IF
- Randers FC er det hold med flest clean sheets i sæsonen, hvor det er blevet til 11.
- Siden Mesterskabsspillets start er Lasse Berg Johnsen den spiller, som har haft flest bolderobringer i 3F Superligaen.