Vi taler for lidt om...

Martin Albrechtsen — 19.04.2023 12:53

I denne "Vi taler for lidt om"-artikel zoomer vi ind på 19-årige Mads Enggård, som har imponeret stort på det seneste

Han er bare 19 år, men Mads Enggård har præsteret stort på det seneste, hvor midtbanetalentet som starter har været med til at skaffe 4 point mod mesterskabskandidaterne fra F.C. København og FC Nordsjælland. 

- De kampe Mads har præsteret her på det seneste, det er på et meget meget højt niveau. Det tegner rigtig godt for fremtiden. Og det er fedt, at vi kan have egenudviklede spillere, der slår igennem i så tidlig en alder. Det er jeg stolt over både på klubbens og hans vegne, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen. 

U19-landsholdsspilleren, Mads Enggård, er startet inde i de to seneste kampe for Randers FC mod hhv. F.C. København og FC Nordsjælland, og her har stortalentet vist prøver på sit store talent. 

- Mads har været god på bolden og spiller med stort mod. Han er meget agressiv fremadrettet i hans presspil og hans erobringsspil. Det mod han spiller med gør, at han flytter sig hele tiden og løfter sit niveau. Han har bevist, at han kan være med på allerhøjeste niveau, understreger Søren Pedersen.

Mads Enggård spillede en stor kamp mod FCK, hvor han var med til at holde nullet og sikre sejren til Randers FC. Desuden tvang han med aggressivt boldpres flere gange FCK til farlige boldtab på egen banehalvdel. Mod FC Nordsjælland var Enggård med sin evne til bl.a. at bryde bolde med til at holde ellers normalt farlige FCN nede på et minimum af chancer. 

- Vi har tidligere set glimt af det niveau her, men ikke over så store perioder af kampene. Jeg synes virkelig, at Mads har været inde i en vildt god udvikling. Den tillid han har fået, den har han jo grebet til at få endnu mere spilletid og bide sig endnu mere fast som startspiller på holdet. Jeg kan kun løfte på hatten over det, som han har præsteret, siger Søren Pedersen.

Mads Enggård og Randers FC er ubesejret som det eneste hold i Mesterskabsspillet i 3F Superligaen.

Nu venter to udekampe mod Brøndby IF og Viborg FF, inden vi igen spiller hjemmekamp på Cepheus Park Randers mod Brøndby IF søndag den 7. maj kl. 16.00.

Du kan købe billetter til hjemmekampen mod Brøndby IF her: https://billet.randersfc.dk

Fakta:
Mads Enggård
Født den 20. januar 2004
Midtbanespiller 
Tidligere klubber: Engesvang Boldklub, Ikast FS, FC Midtjylland, Randers Freja
U-landskampe for Danmark: 18
3F Superligakampe for Randers FC: 16 

Mads Enggård er personligt sponsoreret af Scanditek IT Solutions