Getty Images

Thomasberg solgt til FC Midtjylland – Bertelsen bliver ny cheftræner

Kristian Fredslund — 23.03.2023 12:58

Randers FC har solgt cheftræner Thomas Thomasberg til FC Midtjylland og ansat Rasmus Bertelsen som afløser på en tre-årig kontrakt.

Efter knap fem sæsoner i spidsen for Randers FC drager Thomas Thomasberg videre, da FC Midtjylland har købt den 48-årige cheftræner fri i det kronjyske.

- Det er meget vemodigt at forlade Randers FC, for her har jeg af to omgange haft nogle fantastiske år, og jeg vil komme til at savne en masse gode mennesker i klubben. Det gik virkelig op for mig, da jeg i morges kørte turen for sidste gang og blev forstærket, da jeg gik rundt og tog afsked med folk. Det er dog en stor mulighed, jeg har fået, og jeg glæder mig meget til de nye udfordringer i FC Midtjylland, hvor det handler om titler og europæisk fodbold hvert år. Timingen er i min verden rigtig fin for både mit og Randers FC’s vedkommende, for klubben er et rigtigt godt sted, og jeg er ekstremt tryg ved, at det er Rasmus, der får overdraget tøjlerne. Han har været en del af det stærke team, som har været med til at skabe de flotte resultater, som vi har leveret, siger Thomas Thomasberg.

For sportsdirektør Søren Pedersen er det med blandede følelser, at han nu skal tage afsked med cheftræneren, som han ansatte tilbage i 2018 efter en turbulent tid i Randers FC.

- Vi har været på en fantastisk rejse sammen med Thomas, og han skal have en stor tak for sin indsats for klubben. Han kom hertil efter en svær tid og har været en stor del af den succes, som vi har fået skabt og som kulminerede med pokaltitel og europæisk gruppespil. Vi er dog glade for at kunne skilles på en så positiv måde efter næsten fem år og samtidig lave et flot salg på en træner. Vi ønsker Thomas al mulig og lykke fremover, siger Søren Pedersen.

Afløseren for Thomas Thomasberg bliver den nuværende assistenttræner Rasmus Bertelsen, der har skrevet under på en aftale gældende til sommeren 2026.

- Rasmus har stået øverst på listen i lang tid og ville også være blevet cheftræner, hvis Thomasberg var endt i AaB sidste år. Han er en utroligt dygtig træner, og det er først og fremmest på hans fodboldmæssige kvalifikationer, at vi har ansat ham. På den her måde fastholder vi også kontinuiteten, for han har været en vigtig del af trænerteamet, men vi får samtidig også en ny mand med nye tanker i spidsen for holdet. At han så har taget hele vejen i vores system, gør det bare endnu bedre i vores optik, siger Søren Pedersen.

- Timingen er rigtig god. Vi er kvalificeret til Mesterskabsspillet for tredje år i træk, og der er ro på bagsmækken, så Rasmus kan få lov til at arbejde og implementere sine idéer med holdet. Nu skal se på, hvordan det sportslige setup omkring Rasmus skal se ud. På den korte bane har vi fuld tiltro til, at vi internt kan løfte opgaven, men efter sæsonen skal vi have fundet ud af, hvordan sammensætningen skal være fremadrettet, fortæller Søren Pedersen.

Hos Rasmus Bertelsen var der ikke lang betænkningstid, da han blev tilbudt at skulle stå i spidsen for Randers FC, som han har været en del af siden 2009.

- Man kan godt sige, at det er et job, jeg har gjort mig klar til igennem en længere periode efter at have smagt på det tilbage i 2018 og siden været assistenttræner for Thomas, som jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med. Nu skal jeg selv stå forrest, og det glæder jeg mig til. Jeg skal bygge videre på det fundament og den strategi, som vi fik lagt for fem år siden og derfra sætte mit præg på vores allesammens fodboldhold. Det er en stor dag for mig i mit arbejdsliv, og jeg glæder mig vildt meget til de udfordringer, der venter os. I første omgang handler det om at blive klar til Mesterskabsspillet, hvor der i første omgang venter en spændende opgave på udebane i Aarhus, siger Rasmus Bertelsen.

Fakta:
Rasmus Bertelsen
Født 21. december 1983 (39 år)
Han har været ansat i Randers FC siden 2009 i forskellige roller som ungdomstræner, chefscout og senest assistenttræner. Var derudover cheftræner i foråret 2018, hvor han var med til at sikre Randers FC overlevelse i 3F Superligaen.