William Kaastrup skifter til Randers FC med øjeblikkelig virkning

Kristian Fredslund — 26.01.2023 09:58

Randers FC og F.C. København er blevet enig om en aftale, der sender forsvarstalentet William Kaastrup til Randers med øjeblikkelig virkning.

I weekenden kunne Randers FC fortælle, at man fra sommeren 2023 havde lavet en aftale med det 18-årige forsvarstalent William Kaastrup, hvis kontrakt med F.C. København udløber om mindre end et halvt år.

Siden da har de to klubber dog forhandlet, og det er faldet på plads, at William Kaastrup nu kan kalde sig Randers FC-spiller og allerede i dag torsdag træner med sine nye holdkammerater for første gang.

- Efter at vi blev enige med William om en aftale, har vi være meget aktive for at kunne få ham til Randers allerede nu i stedet for til sommer. Vi er virkelig glade for, at det nu er faldet på plads, og at William kan trække i lyseblåt med omgående virkning. På den måde styrker vi bredden på holdet her og nu, men det er mindst lige så vigtigt, at William nu kan få et godt indkøringsforløb med sine holdkammerater og lære de nye omgivelser godt at kende, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

Selv er William Kaastrup også glad for, at han ikke skal vente til sommer med at kalde sig Randers FC-spiller.

- Efter aftalen med Randers FC faldt på plads, så har tankerne jo hovedsageligt været på fremtiden i det jyske. Derfor er det den helt optimale løsning, at jeg allerede kan blive en del af holdet nu og også komme godt på plads uden for banen. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, siger William Kaastrup.

Han træner med holdet i dag klokken 10.30 og er også i spil til truppen til fredagens træningskamp mod SønderjyskE. Den kamp spilles på kunstgræsbanen ved Cepheus Park Randers med kampstart kl. 12.30.

Fakta:
William Kaastrup
Position: Venstre back
Født den 21. marts 2004
Tidligere klubber: Boldklubben Søllerød-Vedbæk, F.C. København
Ungdomslandskampe: 6 (2 U19 og 4 U18)
Kontrakt med Randers FC til sommeren 2026
Kommer til at spille med nummer 19.