Uafgjort i Herning: Stor grund til optimisme over indsatsen

Mikkel Jensen — 15.07.2022 21:25

De kronjyske drenge åbnede 3F Superligasæsonen med et 1-1-resultat i Herning. Debutant Adam Andersson smadrede bolden op i det lange hjørne, kort tid efter Randers FC-holdet ellers var kommet bagud, og sikrede dermed et point i premieren.

Der var sommer i luften og en perfekt grønsvær i sigte, da Thomas Thomasbergs 11 udvalgte løb ind på MCH Arena fredag aften. Efter næsten to måneders pause var Superligaen tilbage og det første slag stod mellem de blå heste fra Randers og ulvene fra Herning.

Randers uden angrebes
Stephen Odey måtte fra kampens begyndelse se til fra bænken. Den nigerianske angriber kom for sent til søndagens træning, og en manglende undskyldning kostede en tur på bænken. I hans sted spillede Nicolai Brock-Madsen, som bød den midtjyske forsvarstrio op til utallige fysiske dueller.

Du kan høre Thomas Thomasberg forklare fravalget af Stephen Odey her:
THOMASBERG EFTER FCM: FÅR BELØNNING FOR HÅRDT ARBEJDE

Jævnbyrdig første halvleg
Randers FC havde den nyudnævnte anfører Björn Kopplin spillende til venstre blandt de tre bagerste og han fik en fin start som kaptajn for de kronjyske helte. FC Midtjylland startede bedst, og det var tydeligt at Randers FC’s defensiv havde svært ved at styre de tre hurtige FCM frontløbere. Patrick Carlgren blev testet flere gang i kampens første kvarter, men den svenske målmand var en sikker sidste skansen.

Efter 15 minutter kom Randers FC’s første chance, da Jakob Ankersen sendte bolden et godt stykke forbi mål. Kort tid efter sparkede debutant Adam Andersson en hård og flad afslutning mod den nærmeste stolpe, men det svenske drøn blev pareret til hjørnespark. Højre backen skulle vise sig at have mere held med sig i anden halvleg.

Resten af halvlegen bølgede frem og tilbage mellem de to felter. Randers FC forsøgte med mange dueller omkring frontangriber Nicolai Brock-Madsen, mens FCM hele tiden forsøgte at ramme deres hurtige folk i bagrummet bag den kronjyske bagkæde. Jakob Ankersen havde endnu en afslutning uden den ønskede kvalitet, og Anders Dreyer nok engang testede Patrick Carlgren uden held.

Drømmedebut til Adam Andersson
Anden halvleg begyndte intenst og med hårde dueller. FC Midtjylland pressede hårdt fra start ned mod Randers FC’s mål og efter 54 minutter gik det galt. For lidt konsekvens i Randers FC-defensiven resulterede i en fri afslutning fra Gustav Isaksen, og så lå bolden i målet til 1-0.

Thomas Thomasberg skiftede efter en dårlig start på anden halvleg to mand ud efter 59 minutter. Ind kom Jesper Lauridsen og Stephen Odey i stedet for Simon Graves og Nicolai Brock-Madsen. Indskiftningerne gav bonus med det samme. Som sin første aktion overhovedet smækkede Jesper Lauridsen et frispark ind i feltet, og efter en retur smadrer Adam Andersson den op i det lange hjørne. 1-1 og momentum tipper over til de, i dagens anledning, neongrønne Randers FC spillere.

Efter målet fik holdet mere styr på tingene og spiller i større grad langs græsset. Kort efter udligningen tordnede Oliver Bundgaard bolden snert forbi den ene opstander på et frispark, og Randers-midtbanen vandt flere af deres direkte dueller.

Tæt på tre point trods massivt pres
Med et kvarter igen skiftede FC Midtjylland den store angriber Sory Kaba på banen, og herefter begyndte et større pres mod Patrick Carlgrens mål. Den svenske keeper var storspillende denne fredag aften, og holdt af flere omgange de midtjyske spillere fra at få scoret til 2-1.

Dybt inde i overtiden var indskiftede Odey alligevel ved at sikre Randers FC alle tre point. Nigerianeren halvflugtede et indlæg fra Oliver Bundgaard mod FC Midtjylland-målet, men desværre ramte bolden overliggeren og gik ud til et målspark.

Efter seks minutters overtid fløjtede dommer Jonas Hansen kampen af, og de to hold nappede et point hver i 3F Superligapremieren på MCH Arena. 

Tak til de medrejsende Randers FC-fans, som tog turen til Herning. Vi håber også at se jer, og en masse flere, når OB kommer på besøg den 24. juli på Cepheus Park i Randers.

Billetter til den kamp kan købes via dette link: Køb billet til kampen mod OB

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Hugo Andersson, Simon Graves (59. Jesper Lauridsen), Björn Kopplin - Adam Andersson, Frederik Lauenborg, Lasse Berg Johnsen, Oliver Bundgaard - Tosin Kehinde (73. Marvin Egho), Nicolai Brock-Madsen (59. Stephen Odey), Jakob Ankersen (88. Tobias Klysner)

Kampens Randers FC-spiller: Adam Andersson (valgt af fansene via Randers FC-app'en)