Tim Honoré, Honore Media
Simon Tibbling solgt til Sarpsborg 08 FF
Martin Albrechtsen — 29.07.2022 15:00
Randers FC har solgt midtbanespilleren Simon Tibbling til norske Sarpsborg 08 FF.
I sommeren 2021 skiftede Simon Tibbling fra hollandske FC Emmen til Randers FC, hvor det i den forgange sæson blev til 26 3F Superligakampe for den svenske midtbanespiller. Tibbling har dog ikke fået spilletid for Randers FC i sæsonens to første kampe, og udsigterne til spilletid i Randers FC er hovedårsagen til, at han nu skifter væk fra den kronjyske klub.
- Vi har været rigtig glade for at have Simon Tibbling i Randers FC. Han er topprofessionel og en god fyr. Klubben og især vores unge spillere har nydt godt af hans erfaring. Simon ønsker dog mere spilletid, end hvad han i øjeblikket har udsigt til her i Randers FC. Det er derfor glædeligt, at vi har kunne nå til enighed om et permanent skifte til Sarpsborg, hvor han forhåbentlig kan få en masse spilletid og spilleglæde. Vi ønsker ham al muligt held og lykke fremover, siger sportslig direktør Søren Pedersen.
Simon Tibbling står noteret for 26 3F Superligakampe, hvoraf han har startet inde i 15 kampe for kronjyderne. Tibbling har bidraget med to assists for Randers FC i 3F Superligaen. Tæller man pokalturneringen og europæiske kampe med, har Tibbling spillet 40 kampe i alt for Randers FC.
Tak for indsatsen, Tibbe.
Fakta:
Simon Tibbling
Midtbanespiller
Født den 7. september 1994 (27 år)
Tidligere klubber: Djurgårdens IF, FC Groningen, Brøndby IF, FC Emmen