Kehinde på tavlen i generalprøven mod FC Fredericia
09.07.2022 15:58
Det blev til 1-1 i sidste prøve mod FC Fredericia, inden det på fredag atter går løs i 3F Superligaen
Alle i og omkring Randers FC - og cheftræner Thomas Thomasberg vel nok i særdeleshed - havde gerne set den sidste testkamp i Vildbjerg mod FC Fredericia endt med Randers FC-sejr.
Det burde også være endt med sejr til Thomasberg og hans hold, der afsluttede en tredages træningslejr i Vildbjerg med et noget lunkent 1-1 mod Fredericia, der bestemt er et godt og boldsikkert hold. Desværre skulle Randers FC’erne bruge for mange chancer for at score blot et enkelt mål, mens FC Fredericia vel nok udnyttede deres eneste store mulighed.
Der var rigeligt med optræk til chancer efter en chance- og begivenhedsfattig første halv time med kun meget få afslutninger. Nærmest en scoring inden pausen var Stephen Odey i to situationer. Den ene, da han var på vej til at løbe solo mod Fredericia-målet på en hurtig omsstilling, men hvor han blev revet ned bagfra, så det endte med gult kort til Fredericia-spilleren. Den anden på et hovedstødsforsøg efter et godt slået indlæg, men hvor afslutningen var for upræcis.
Randers FC kom dog foran efter 65 minutter, da Frederik Lauenborg erobrede bolden og lagde den for fødderne af Tosin Kehinde, der fladt og præcist sparkede bolden i nettet, men den randrusianske glæde varede kort, for blot ni minutter senere var der udlignet, da defensiven bakkede for meget så Andreas Lausen kom på skudhold og scorede fladt og uden chance for Patrik Carlgren.
Derefter var der tale om groft sagt ensrettet trafik. Fredericia kom ikke frem til noget, hvorimod Randers FC havde chancer til et par mål mere – blandt andet måtte Frederik Lauenborg se sit hovedstød pareret på målstregen, hvorefter bolden røg retur til Jakob Ankersen, hvis bragende afslutning blev pareret af en modstander, inden returbolden havnede hos Stephen Odey, der sendte bolden langt over mål.
Senere var der gode muligheder til Simon Tibbling, Filip Bundgaard på storebror Olivers fremragende indlæg og resultatløse afslutninger fra Tibbling på gode skudchancer omkring hjemmeholdets straffesparksfelt.
Nu er forberedelsesfasen ved at være forbi, for på fredag kl. 19.00 gælder det 3F Superliga-premieren i Herning mod FC Midtjylland.
Randers FC - FC Fredericia 1-1 (0-0)
1-0 Tosin Kehinde (66.)
1-1 Andreas Lausen (74.)
Randers FC's startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Adam Andersson, Jesper Lauridsen (Joel Kabongo, 82.), Simon Graves (Oliver Bundgaard, 46.), Björn Kopplin - Tosin Kehinde (Tobias Klysner 67.), Frederik Lauenborg (Simon Tibbling, 73.), Lasse Berg Johnsen, Jakob Ankersen (Edgar Babayan, 73.) - Stephen Odey (Filip Bundgaard, 73.), Marvin Egho (Alhaji Kamara, 46.(Nicolai Brock-Madsen, 67.))