Frederik Lauenborg forlænger til 2026

Martin Albrechtsen — 07.07.2022 06:01

Den 25-årige midtbaneprofil Frederik Lauenborg har skrevet under på en ny aftale med Randers FC.

Det er kun otte måneder siden, at Frederik Lauenborg og Randers FC forlængede samarbejdet med en kontraktforlængelse til sommeren 2025. Den utrættelige midtbaneslider har dog gjort det så godt, at parterne nu har underskrevet en ny og forbedret aftale frem til sommeren 2026.

- Frederik har gjort det rigtig godt. Vi er glade for ham, og derfor er han blevet belønnet med en længere og bedre aftale. Han er på mange måder synonym med det, vi kalder Randers FC-DNA, idét han er hårdtarbejdende, dedikeret, ærgerrig og en dygtig holdspiller, som er et samlingspunkt på holdet. Han bliver ved med at udvikle sig, han har den helt rigtige indstilling til tingene, og vi sætter stor pris på ham i Randers FC, fortæller sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Frederik Lauenborg, der er af egen avl, har på tætteste hold mærket Randers FC's transformation fra 3F Superliga-overlevelse i 2018 til kampe i UEFA Europa League og Conference League i 2021/22-sæsonen, hvor hovedpersonen selv scorede mod den tyrkiske storklub Galatasaray. 

- Randers FC er en klub i opadgående kurve, og jeg har stor tiltro til, at Randers FC fortsætter sin fremgang. Derfor har jeg valgt at forlænge min kontrakt med endnu et år. Jeg har store forventninger til de kommende fire år for mig selv og for Randers FC, siger Frederik Lauenborg.

Frederik Lauenborg har spillet 146 kampe for Randers FC, og tilliden fra klubben er afgørende for midtbanespilleren. 

- Den tillid og tro på mig, som klubben viser, giver mig et kæmpe motivationsboost til at give mig endnu mere og til at skrue på selv den mindste detalje, så jeg kan blive endnu bedre. Jeg har spillet her i 10 år, og Randers FC er fortsat den helt rigtige klub for mig, og jeg glæder mig til at se, hvad vi som hold kan opnå de næste fire år, udtaler Frederik Lauenborg.

Fakta:
Frederik Lauenborg
Født: 18. maj 1997
146 kampe og 3 mål for Randers FC
10 U-landskampe (U17-U20)
Tidligere klubber: Vejlby IK, IK Skovbakken, Randers Freja

Frederik Lauenborg har gået på Randers Realskole/Elitesportscollege fra 7. - 10- klasse og Tradium/Elitesportscollege på handelsgymnasiet. 

Frederik Lauenborg er personligt sponsoreret af Haugaards Murerforretning