Sæsonen slutter med sjettepladsen: Forbandelsen på Heden fortsætter
Kristian Fredslund — 22.05.2022 17:44
Randers FC-spillerne skulle søndag jagte en sejr i Herning, hvis en højere placering i Mesterskabsspillets slutstilling skulle blive en realitet. Det blev dog ikke denne gang, at forbandelsen på Heden blev brudt, da det blev til et 3-2-nederlag.
Der var kun én ting, der talte for Randers FC-mandskabet, da de trådte ind på det flotte græstæppe på MCH Arena – nemlig en sejr. En sejr skulle der til, hvis man skulle have mulighed for at indhente AaB og Brøndby IF lidt længere oppe i tabellen og dermed bringe sig selv tilbage i kampen om europæiske pladser.
Og sejre er ikke lige noget de kronjyske knægte er forvænte med i Herning. Faktisk skal vi helt tilbage til 2009, hvor Issah Ahmed og Tiago Targino sikrede en 2-0-sejr over et FC Midtjylland ledet af ingen ringere end den nuværende Randers FC-cheftræner Thomas Thomasberg.
Det startede også fint for et opportunistisk Randers FC-mandskab, der fik brudt FC Midtjyllands opspil flere gange i kampens indledning og skabt mulighederne frem ad banen. Når bolden nærmede sig feltet blev dog aldrig helt farligt.
Efter otte minutters spil blev den gode start afløst af en ordentlig spand kold vand i hovedet, da Gustav Isaksen bragte hjemmeholdet foran 1-0. Kantspilleren lukrerede på en fejl af Jakob Ankersen lidt uden for feltet og fik plads til at sparke bolden ind via den ene opstander.
Øv da. Nu skulle Randers FC blæse endnu mere til angreb.
Fem minutter senere kunne det dog være blevet til 2-0, men flot målmandsspil af Patrik Carlgren fik den værste sved af panden. Og da de to næste Randers FC-angreb var to farlige af slagsen, hvor den tidligere Randers FC-målmand David Ousted begge gange måtte tage fingerspidserne i brug, så var der lidt mere optimisme at spore.
Et kontraangreb efter 17 minutters spil burde også have ført til mere, men desværre så hverken Tosin Kehinde eller Stephen Odey en helt fri Vito Hammershøy-Mistrati i højre side, og chancen løb i stedet ud i sandet.
I det 21. minut var der igen en omstillingsmulighed, og Jakob Ankersen kom fri højre side og til afslutning. Den manglede dog både saft, kraft og præcision og røg ud til målspark.
Midtvejs i første halvleg var status altså en etmålsføring til FC Midtjylland, mens der i de to andre kampe i Mesterskabsspillet også var scoret en enkelt gang – og begge mål til hjemmeholdets fordel. Med Randers FC-briller en god ting ift. F.C. Københavns føring over AaB, mens Brøndby IF med en føring havde overtaget fjerdepladsen fra de bolsjestribede nordjyder.
Men al fokus var fra Randers FC’s side på at komme tilbage i opgøret og jagte det mål, der skulle til for at spille sig tilbage i kampen.
Og omstillingsmulighederne lignede nøglen til det formål. Efter en halv time blev endnu en bold brudt på hjemmeholdets banehalvdel og Stephen Odey blev sendt i dybden. Han forsøgte at finde Vito Hammershøy-Mistrati med en tværaflevering i feltet, men bolden fandt desværre ikke frem til Randers FC-anføreren.
Efter 36 minutter var Jakob Ankersen igen tæt på at kunne udligne, da han trak ind i feltet fra sin plads på højrekanten. Afslutningen sad dog desværre lige i favnen på David Ousted.
I stedet for en udligning blev det til 2-0 minuttet efter, da Anders Dreyer blev spillet i dybden og stensikkert sendte bolden i kassen bag Patrik Carlgren.
I første halvlegs afslutning blev der dog pustet nyt liv i Randers FC-drømmene om et comeback, da Tosin Kehinde pandede et perfekt slået indlæg fra Jakob Ankersens fod i kassen til stillingen 2-1, som holdt til pausen.
Efter pausen kom Randers FC-spillerne ud som lyn og torden, og det var ikke langt fra, at Björn Kopplin kunne have udlignet, da han blev spillet fri bagerst i feltet. Hans afslutning blev dog reddet til hjørnespark. Efter 58 minutter var Stephen Odey også ved at komme fri i feltet, men blev stoppet blokeret, da han kom på skudhold.
Midtvejs i anden halvleg var status, at Randers FC stadig manglede to mål for at kunne avancere i tabellen og passere AaB, der blev kørt over af F.C. Københavns mesterfejringstog og var bagud 3-0. Til gengæld så Brøndby IF ud til at nappe fjerdepladsen, da de førte 1-0 over Silkeborg IF.
Ud af ingenting blev det pludselig til 2-2 i det 72.minut, da Filip Bundgaard Kristensen sparkede bolden i kassen, med lidt hjælp fra nogle FC Midtjylland-afretninger. Et rigtigt kludemål, men det tager vi med, og det unge offensivtalent bliver måske noteret for sit første 3F Superliga-mål.
Håbet om et ultimativt comeback holdt dog ikke længe, da hjemmeholdets brasilianske kreatør Evander smækkede bolden op i hjørnet på et frispark ti minutter før tid. Et klassemål af FC Midtjyllands nummer 10, der altså punkterede Randers FC-håbet om at få en mulighed for at spille playoff-kamp mod Viborg om en europæisk plads til næste sæson (og måske også punkterede Randers FC-fansenes support til midtjyderne i torsdagens pokalfinale mod OB…)
Dermed slutter sæsonen for Randers FC. En flot sæson, der har budt på en flot europæisk kampagne og for andet år i træk på en plads i 3F Superligaens Mesterskabsspil.
Tak for denne sæson – vi glæder os til at åbne op for næste sæson midt i juli.
Startopstillingen mod FC Midtjylland (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Simon Graves Jensen, Simon Piesinger, Oliver Bundgaard Kristensen (84. Jesper Lauridsen) - Tosin Kehinde (82. Tobias Klysner), Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg (71. Nicolai Brock-Madsen), Jakob Ankersen (46. Filip Bundgaard Kristensen) - Vito Hammershøy-Mistrati (84. Mads Enggård), Stephen Odey.
Kampens Randers FC-spiller (valgt af fansene via Randers FC-app’en): Tosin Kehinde (personligt sponsoreret af E-Plaza)
Kampens tilskuertal: 8461