Bittert nederlag til Silkeborg i overtiden

Martin Albrechtsen — 06.05.2022 16:27

Randers FC var tæt på at sætte en kæp i hjulet på Silkeborg IF's sejrsstime, men måtte på bitter vis i stedet indkassere et nederlag dybt inde i overtiden

Fredag aften var der lagt i kakkelovnen til et møde mellem to formstærke hold, Silkeborg IF og Randers FC, der duellerede om bronzemedaljerne i 3F Superligaens Mesterskabsspil. Silkeborgenserne kom således med fem sejre i streg i bagagen, mens kronjyderne havde vundet de to seneste kampe mod hhv. FC København og Brøndby IF. Duellen skulle udkæmpes på JYSK Park i Silkeborg, hvor Thomas Thomasbergs tropper fik fantastisk en opbakning fra mere end 1000 medrejsende Randers FC-fans. 

Der var masser af nerve og intensitet fra første fløjt i en taktisk affære, hvor de to mandskaber lige skulle se hinanden an. Efter 18 minutters spil kom kampens første store chance, da Nicolai Vallys blev spillet helt fri inde i feltet. Patrik Carlgren diskede dog op med en fantastisk feberredning på Vallys' afslutning. Et par minutter senere tilspillede Randers FC sig sin første egentlige chance i opgøret, hvor Nicolai Brock-Madsen fik tryllet på højrekanten og siden spillet Vito Hammershøy-Mistrati fri i dybden. Fra en spids vinkel fik Vito sendt kuglen mod mål, men bolden strøg forbi fjerneste stolpe. To minutter senree var det så Silkeborgs tur til igen at true de randrusianske mål. 3F Superligaens topscorer, Nicklas Helenius, fik nemlig en friløber, men igen var Carlgren på plads med en forrygende fodparade. Svenske Carlgren viste virkelig højt niveau i dagens kamp. Som 1. halvleg skred frem fik Randers FC ædt sig mere og mere ind i kampen. Jakob Ankersen fik også sendt en afslutning afsted mod Silkeborgs mål, efter godt forarbejde fra Tosin Kehinde, men desværre for Ankersen og Randers FC gik bolden over mål. Derfor kunne de to mandskaber lunte til pause ved stillingen 0-0.

I pausen foretog Thomas Thomasberg og trænerteamet en indskiftning, da Jesper Lauridsen erstattede Oliver Bundgaard på venstre back. Hjemmeholdet lagde fra 2. halvlegs start pres på kronjyderne, og det var lige ved at kaste et mål af sig blot fire minutter inde i halvlegen. Her fik Silkeborg IF nemlig endnu engang skabt sig en kæmpe chance, da Nicolai Vallys med en stikning mellem Simon Graves og Simon Piesinger  fandt Niclas Helenius i dybden, der helt fri med Patrik Carlgren sendte bolden på stolpen og ud til målspark. 64 minutter inde i opgøret fik Björn Kopplin en god chance, da han på højrekanten modtog bolden fra Tosin Kehinde på kanten af feltet. Tyskeren tog herefter et træk ind i banen og huggede til lædderet, men desværre gik afslutningen lige på Silkeborg-målmand Nicolai Larsen. På dette tidspunkt i kampen trykkede Randers FC virkelig på og minuttet efter fik Nicolai Brock-Madsen på fornemmeste vis lagt bolden videre til Jakob Ankersen, der desværre også fik afsluttet lige på Nicolai Larsen i Silkeborg-målet. Fine takter fra Randers FC med to gode aktioner i træk. Umiddelbart efter var det hjemmeholdets tur til at vise tænder, da Stefán Teitur Thórdarson hamrede bolden på overliggeren. Nu bølgede kampen virkelig frem og tilbage. Silkeborg var det mest boldbesiddende hold, mens Randers FC lukrerede mere på omstillinger. Og i det 77. minut var det lige ved at give pote for kronjyderne, da Lasse Berg Johnsen med en intelligent og flot pasning i dybden spillede Tosin Kehine helt fri. Kehinde sprintede fra sin direkte modstander og fik sendt en afslutning afsted mod Silkeborg-målet, men desværre manglede afslutningen den sidste kvalitet, hvorfor Nicolai Larsen fik reddet inde i målet. 

Det lignede længe, at Randers FC skulle sætte en stopper for Silkeborgs mål- og sejrsstime. Silkeborg IF havde inden dagens kamp scoret 16 mål i deres seneste seks kampe og vundet deres seneste fem kampe i streg. Men så skete det alligevel til aller allersidst. Silkeborg fik scoret dybt inde i ovetiden, da Nicklas Helenius steg til vejrs, i hvad der var kampens sidste chance, og pandede bolden i mål ind bag en sagesløs Patrik Carlgren. Bittert, bittert, bittert...

Randers FC-mandskabet skal dog have ros for en flot og heroisk fight mod 3F Superligaens p.t. mest formstærke hold. 

Der skal også lyde et kæmpemæssigt tak til de over 1000 medrejsende Randers FC-fans, der leverede en helt fantastisk opbakning på udebaneafsnittet. Det var virkelig en fornøjelse!

Nu ser vi frem mod næste uges to hjemmekampe mod hhv. AaB onsdag den 11. maj kl. 18.00 og FC København søndag den 15. maj kl. 16.00. Der er stadig ni point at spille om og kun to point op til AaB på 4. pladsen i 3F Superligaen.

Køb billetter til de to hjemmekampe her: https://billet.randersfc.dk

Husk, at du stadig kan få de to hjemmekampe for bare 79 kr, hvis du køber et sæsonkortabonnement.

Køb sæsonkortabonnement ved at trykke her

Som sæsonkortholder har du en række fordele:
- Adgang til alle 3F Superligakampe
- Fast plads og eget navn på sæde
- Egen "fast track" indgang
- Lån af tæppe på stadion
- Adgang til to årlige arrangementer (med spisning og underholdning)
- 2 fribilletter til en valgfri kamp
- Du kan låne dit sæsonkort ud, hvis du ikke selv kan komme på stadion.
- Du vil modtage pressemeddelelser om transfers og andre store nyheder

Kampfakta:
Silkeborg IF - Randers FC 1-0 (0-0)
1-0 (90+3. Nicklas Helenius)

Gule kort: Nicklas Helenius

Tilskuertal: 7739

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Simon Graves Jensen, Simon Piesinger, Oliver Bundgaard Kristensen (46. Jesper Lauridsen) - Tosin Kehinde (80. Tobias Klysner), Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg, Jakob Ankersen (70. Simon Tibbling) - Vito Hammershøy-Mistrati, Nicolai Brock-Madsen (80. Filip Bundgaard).

Bænken:
Alexander Nybo, Hugo Andersson, Jesper Lauridsen, Simon Tibbling, Tobias Klysner, Filip Bundgaard Kristensen, Alexander Simmelhack (U17)