3,5 stjerner og fantastisk fremgang i Randers FC's talentudvikling

Martin Albrechtsen — 09.05.2022 11:27

Randers FC er for tredje år i træk blevet tildelt 3,5 stjerner fra DBU i den årlige vurdering af klubbernes talentudviklingsmiljø

Det går rigtig godt for Randers FC's talentudvikling, som for tredje år i træk har modtaget 3,5 stjerner fra DBU's Talentudvalg i den årlige vurdering af klubbernes talentudviklingsmiljø i Danmark. Det betyder, at Randers FC også i den kommende sæson er repræsenteret i landets bedste ungdomsrækker i hhv. U15, U17 og i U19-ligaen. 

- Vi er rigtig glade for de 3,5 stjerner. Det er en anerkendelse af det arbejde, vi laver for at sikre det bedst mulige talentudviklingsmiljø her i Randers. Det betyder meget i forhold til både fastholdelse og tiltrækning af nye talenter, som kommer her for at spille i den bedste række, fortæller talentchef i Randers FC, Peter Elstrup.

Randers FC er faktisk gået frem på den samlede score fra DBU's Talentudvalg fra 65,27 sidste år til 66,73 i år. Det vidner om en fortsat udvikling i Randers FC's talentafdeling, der kæmper med Silkeborg IF om at ligge nummer to i Jylland, hvad angår point i ungdomsrækkerne.

- Vi forsøger hele tiden at optimere vores talentudviklingsmiljø, herunder faciliteter, personale og strategi. Samtidig sørger vi også for skolegang og uddannelse af de unge mennesker. Og her har vi et stærkt samarbejde med alle skolerne, herunder Randers Realskole og Tradium, der står bag Randers ElitesportsCollege. Via dette samarbejde kan vi tilbyde ideelle rammer for vores unge talenter og have dem boende på Randers Sports College, som er tæt beliggende på træningsbanerne, siger Peter Elstrup.

- Randers FC er et godt sted at være som ung talent. Bare se på Simon Graves, Oliver Bundgaard, Tobias Klysner, Filip Bundgaard, Mads Enggård og senest 16-årige Alexander Simmelhack, understreger talentchefen.