Weekendens resultater: Sådan gik det U-ligaholdene

Martin Albrechtsen — 08.03.2022 21:32

To sejre og én uafgjort. Vores ungdomsligahold viste vejen mod Silkeborg IF i weekenden.

Søndag eftermiddag kan vi sikre top-6 billetterne, når vi hjemme på Cepheus Park Randers møder Silkeborg IF i grundspillets næstsidste kamp i 3F Superligaen. Ungdomsligaholdene viste i den forgangne weekend vejen, og hvordan man skal tackle "De Røde" fra Søhøjlandet, hvor det blev til to sejre og én uafgjort.

U19-liga:

Randers Freja FC - Silkeborg IF 3-0 (1-0)
1-0 Gustav Holm (1 min) assist fra Oliver Bjerrum Jensen
2-0 Filip Bundgaard Kristensen (46 min)
3-0 Marcus Wærn Kristensen (87 min) assist fra Villads Westh

- Vi spiller en gennemført flot kamp med masser af intensitet, godt spil på bolden og stærkt forsvarsspil. Efter et par enkelte situationer i starten af kampen truer Silkeborg nærmest ikke vores mål i resten af kampen. Det gav os en tryghed til også at lykkedes fremad banen. Derudover scorer vi i første minut og som det allersidste inden pausen, og det er to fantastiske tidspunkter at sætte kniven ind på modstanderne. Mange spillere lykkedes flot i kampen, og det er derfor svært at fremhæve enkelte, fortæller U19-cheftræner Hans Paarup.

 

U17-liga:

Randers Freja FC - Silkeborg IF 3-2 (1-2)
1-0 Frederik Mikkelsen (2 min)
1-1 Gustav Balle (19 min)
1-2 Sebastian Laustsen (27 min)
2-2 Alexander Simmelhack (61 min)
3-2 Alexander Simmelhack (94 min)

U17 vandt med 3-2 over Silkeborg efter en scoring i sidste sekund på hovedstød fra Alexander Simmelhack.

Vi fik en god start på kampen og kom foran efter 2 minutter efter godt sammenspil mellem Oliver og de to angribere, hvor Frederik Mikkelsen sendte bolden flot i kassen. Første halvleg forgik i et opskruet tempo, hvor Silkeborg i momenter viste høj klasse i kombinationerne. Vi havde også fornuftige perioder omkring Silkeborg målet og et par gode chancer, men det var fortjent Silkeborg, som var foran 2-1 ved pause efter to langskud, fortæller U17-cheftræner Michael Ravn og fortsætter:

I 2. halvleg fik vi tilkæmpet og tilspillet os mere momentum. Det blev vores ønskede kampbillede, hvor vi kunne angribe og presse omkring Silkeborgs mål. Alexander scorede på et straffe begået mod ham selv efter en times spil. Hen mod slutningen var der et par store chancer i begge ender, og Oliver leverede en sublim dobbeltredning med 10 minutter igen og i sidste sekund blev et tryk mod slutningen for alvor forløst, da Alexander på spektakulær vis stangede bolden i kassen efter et frispark fra Frederik Warrer.

Stor ros til hele gruppen, stab og spillere. Vi kæmpede og spillede os på fantastisk vis tilbage i 2. halvleg mod en rigtig dygtig modstander. Vi viste Randers power og intensitet i presspillet, bedst bevist med nogle virkelig høje datatal på vores midtbane, og det antal erobringer vores bagkæde har højt på banen i 2. halvleg, og så er det bare klasse af angriberne at sætte tre ind, understreger Michael Ravn.

Vi ser frem til en god uge på træningsbanen og en tur til København i næste weekend.

Kamp mod FC København lørdag d. 12. marts kl. 15.00

 

U15-liga:

Randers Freja FC - Silkeborg IF 1-1 (0-0)
1-0 Lasse Mandal (65 min)
1-1 Sebastian Christoffersen (70 min)

- Et kampbillede som vi lidt frygtede de første 20 min, hvor Silkeborg får for meget lov til at gøre det, de er gode til. Vi får skubbet holdet højere op med og uden bold og får for alvor det udtryk, vi gerne vil i 2. halvleg. Vi får vores backs højere op i banen og kommer også langt mere og bedre på bolden. Vi mangler dog at blive for alvor farlige, selvom vi har muligheden for at score til 2-1. Omvendt har Silkeborg også et skud på stolpen ved 1-1. Vi skal arbejde på at få omsat spilovertag til chancer, fortæller U15-cheftræner Søren Emil Overgaard.

Der er kampstart mod Silkeborg IF søndag kl. 14.00 hjemme på Cepheus Park Randers.

Du kan købe billetter til den spændende top-6 kamp i 3F Superligaen her: https://billet.randersfc.dk