Thomasberg før top-6 kamp mod SIF: Vi vil selv gøre arbejdet færdigt

Martin Albrechtsen — 11.03.2022 23:37

Thomas Thomasberg glæder sig til søndagens vigtige hjemmekamp mod Silkeborg IF, hvor kronjyderne kan sikre en top-6 placering og spille sig i mesterskabsspillet for anden sæson i træk.

Søndag kl. 14.00 krydser Randers FC hjemme klinger med formstærke Silkeborg IF. Med kun to runder tilbage af grundspillet i 3F Superligaen og fem point ned til AGF på 7. pladsen, kan kronjyderne sikre top-6 placeringen i søndagens kamp, som cheftræner Thomas Thomasberg ser frem til.

- Vi har haft et par gode træningspas med god intensitet og god energi. Og det skal vi gerne have med på søndag til kampen, fortæller Thomas Thomasberg og fortsætter:

- Vi glæder os rigtig meget til kampen. Vi savner jo den her sejr, og den håber vi kan komme søndag, så vi selv kan gøre arbejdet færdigt. Det er dét, vi har arbejdet frem imod. Vi kommer selvfølgelig til at møde et rigtigt dygtigt hold, men på hjemmebane skal vi også gerne ud at vise, at vi også er et dygtigt hold, der kan vinde fodboldkampe, understreger Thomasberg.

I søndagens kamp skal Randers FC forsøge at sætte en stopper for Silkeborg IF's fronttrio - VHS (Nicolai Vallys, Nicklas Helenius, Sebastian Jørgensen), der har været særdeles godt spillende i sæsonen med 26 mål og 13 assits til følge. Thomasberg og Randers FC-mandskabet har naturligvis fokus på, hvordan fronttrioen kan stoppes.

- Det gør vi ved, at vores forsvarsspil gerne skulle minimere det antal chancer, som de kan skabe imod os. Og så har jeg rent faktisk endnu mere fokus på, hvordan vi selv kan skabe noget den anden vej. Fordi vi skal op at score nogle mål for at kunne få en sejr, men selvfølgelig er der også en plan for, hvordan vi får lukket ned for de der tre gutter, som har gjort det fantastisk i løbet af sæsonen.

Thomas Thomasberg håber på god opbakning fra fans på lægterne til søndagens kamp, som kan hjælpe holdet frem mod sejr. Cheftræneren ønsker at give publikum noget igen i form af en sejr og en top-6 placering samt et mesterskabsspil. 

- Vi husker med glæde den opbakning, vi fik mod Leicester. Vi fik ikke det ønskede resultat i den kamp, selvom vi leverede en rigtig god indsats. Vi vil gerne give publikum noget tilbage. Det har vi hungret efter. Og det kunne være fed at slutte af med en rigtig god opbakning. Og forhåbentlig sikre os en top-6 placering.

Der er kampstart mod Silkeborg IF søndag kl. 14.00.

Du kan købe billet til den spændende kamp her: https://billet.randersfc.dk

Husk, der er fanzone fra kl. 12.00 på AMFI ved indgang B, hvor der vil være god musik, happy hour (fra kl. 12.00 - 13.00) på øl/vand, sjove aktiviteter og indsamling til Ukraine. Derudover er der 20% på alle varer i Randers FC Shoppen (ligeledes fra kl. 12.00).

Vi ses til en god dag på Cepheus Park Randers!

Thomas Thomasberg er personligt sponsoreret af Hvidsten Kro.