Randers FC måtte nøjes med ét enkelt point i Haderslev efter en jævnbyrdig affære

Kasper Mailund — 20.03.2022 15:48

Randers FC skulle søndag eftermiddag prøve at forsætte de gode takter og jagte klubbens anden sejr i træk efter sidste weekends 2-1 hjemmesejr over Silkeborg IF. Desværre måtte holdet nøjes med at rejse hjem med ét enkelt point i bagagen, efter en jævnbyrdig kamp på Sydbank Park.

Det var en jævnbyrdig indledning på dagens kamp, hvor ingen af de to hold var noteret for et skud efter de første ti minutters spil. Det var hjemmeholdet fra Sønderjyske som fik kampens første chance efter Emil Frederiksen fik loppet bolden over Randers FCs bagkæde til Peter Christiansen. Her kom Patrik Carlgren godt ud af sit mål, og fik snubbet bolden for fødderne af Sønderjyske angriberen, og fik dermed afværget en stor mulighed til hjemmeholdet.

Første halvleg var generelt en jævnbyrdig affære, som ikke bød på de større chancer til hverken Sønderjyske eller Randers FC. Sønderjyske blev efter 34 minutters spil noteret for kampens første afslutning inde for målrammen, efter et frisparksindlæg i hjemmeholdets venstreside, hvor Stefan Gartenmann fik foden på bolden inde i Randers FC’s felt, men her fik Patrik Carlgren grebet bolden uden de større problemer.

Herefter satte Patrik Carlgren hurtigt bolden i gang, med en lang bold mod Björn Kopplin som fra højresiden sendte et indlæg ind i boksen mod Tosin Kehinde, men desværre for Randers FC fik en af Sønderjyskes forsvarerspillere clearet bolden ud af farezonen. Holdene gik dermed til pause med stillingen 0-0 efter en jævnbyrdig første halvleg.

Anden halvleg åbnede noget mere livligt end første halvleg. Her fik det randrusianske hold flere gode muligheder. Stephen Odey fandt i venstresiden Vito Hammershøy- Mistrati inde på midten, som fik trykket godt af ude fra feltet, men bolden fløj desværre et godt stykke forbi højre stolpe. Kort efter fik Randers FC en anden god mulighed på et direkte frispark lige ude feltet, men Simon Piesinger sparkede desværre bolden lige i Sønderjyske muren.

Sønderjyske fik herefter to store muligheder i den anden ende hvor først Duplexe Chamba, slap igennem det randrusianske forsvar og fik en friløber mod mål, og bagefter fik Simon Graves uheldigvis headed bolden mod eget mål. Men vores svenske målmand Patrik Carlgren viste i begge situationer høj klasse, og fik med to klasse redninger afværget en føring til hjemmeholdet.

Kort efter lykkedes det dog hjemmeholdet fra Sønderjyske at bringe sig foran efter et hjørnespark i venstresiden, hvor Stefan Gartenmann efter lidt tilfældighed i feltet scorede et fremragende saksesparksmål og bragte dermed sønderjyderne på 1-0 efter 60 minutters spil.

Glæden var dog kortvarig for sønderjyderne, da Tosin Kehinde blot to minutter senere blev nedlagt i feltet af Emil Kornvig, og dommeren dømte dermed straffespark til Randers FC. Det var angriber Stephen Odey som sparkede, og han sendte her bolden sikkert i venstresiden og udlignede dermed til stillingen 1-1.

I slutminutterne af kampen jagtede begge hold den afgørende scoring som kunne sikre de 3 point. Björn Kopplin sendte her en god bold i dybden mod Tosin Kehinde, som fik sendt bolden på tværs

af feltet til Tobias Klysner som kom løbende i høj fart i venstresiden. Vinklen blev dog lidt for spids til Tobias Klysner, så afslutningen blev ikke rigtig farlig for Sønderjyskes målmand Thomas Lawrence som fik handskerne. Dette blev kampens sidste mulighed, og Randers FC måtte dermed nøjes med det ene point i dag.

Næste gang Randers FC spiller kamp bliver det i mesterskabsspillet, hvor vi møder Brøndby på udebane søndag d. 3. april kl. 16.

Kampfakta:

SønderjyskE- Randers FC: 1-1

1-0 (60. Stefan Gartenmann)

1-1 (63. Stephen Odey)

 

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Simon Graves, Oliver Bundgaard – Tosin Kehinde (90. Filip Bundgaard), Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg, Jakob Ankersen (70. Tobias Klysner) – Vito Hammershøy-Mistrati (82. Nicolai Brock-Madsen) – Stephen Odey