Randers FC er Årets Sportsnavn
Martin Albrechtsen — 18.03.2022 20:28
Fredag aften blev Randers FC kåret til Årets Sportsnavn 2021 ved den årlige Sportsfejring i Randers Kommune.
Fredag aften var der Sportsfest i Arena Randers, hvor lokale klubber og sportsudøvere blev hyldet for deres sportslige præstationer i det forgange år.
Randers FC var nomineret til prisen Årets Sportsnavn sammen med tre andre stærke kandidater. Herunder Malene Kejlstrup (Dansk Mester i BMX), Mads Würtz Schmidt (Dansk mester i landevejscykling), Louise Østergaard (Nummer 4 til VM i 4x200m relay & Dansk rekord i 4x200m relay).
Af de fire nominerede blev Randers FC udnævnt som Årets Sportsnavn af Jens Brix, områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, der sammen med Axel Præstmark fra Randers Amtsavis og Nicklas Røssner Hansen fra Randers Talent & Elite uddelte prisen til det kronjyske fodboldhold.
Se video af overrækkelsen af prisen længere nede i denne artikel.
Årets Sportsnavn uddeles af Sparekassen Kronjylland, Randers Amtsavis og Randers Talent & Elite. Prisen er uddelt siden 1958, og sammen med prisen følger der en check på 20.000 kr.
Herudover modtog seks unge og talentfulde Randers FC-spillere præstationspriser for individuelle præstationer i det forgange år.
- Mads Enggaard (Udtaget til U17-landsholdet)
- Filip Bundgaard Kristensen (Udtaget til U16- og U17-landsholdet)
- Oliver Bundgaard Kristensen (Udtaget til U20-landsholdet)
- Alexander Simmelhack (Udtaget til U17-landsholdet)
- Jeppe Kudsk (Udtaget til U19-landsholdet)
- Christian Østergaard (Udtaget til U16-landsholdet)
Af ovennævnte spillere var de tre førstnævnte på scenen, hvor de modtog lykønskninger af Randers Kommunes borgmester, Torben Hansen.
Det samme gjorde hele Randers FC-holdet, da de modtog lykønskninger på scenen for deres holdpræstation i det forgange år på baggrund af pokaltriumfen i 2021, hvor vi jo som bekendt slog SønderjyskE med hele 4-0 i Sydbank Pokalfinalen.
Stort tillykke med priserne, gutter!