Vejen til torsdagens opgør startede i Tønder i oktober 2020

Jesper Bøss, KOMMA'riet — 23.02.2022 13:10

Den 6. oktober 2020 trådte Randers FC ind i Sydbank Pokalens 2. runde, hvor det daværende 2. divisionshold fra FC Sydvest bød velkommen på hyggelige BankParken i Tønder. Det var den første, spæde start på nedtællingen til aftenens opgør mod Premier League-mandskabet fra Leicester City.

Randers FC vandt opgøret mod FC Sydvest med 4-1, hvorefter Aarhus Fremad, Holstebro Boldklub, Vejle Boldklub og AGF alle fik samme tur i pokalen, inden den stod på finalen mod SønderjyskE i maj måned 2021 – en minderig dag for alle lyseblå fans, hvor Randers FC som bekendt vandt med 4-0.

Dermed kunne gutterne ikke blot løfte trofæet, men også glæde sig til europæisk fodbold, hvor det i første omgang skulle afgøres, om Randers FC skulle spille i Europa League eller Conference League. Første opgave var derfor en Europa League Play Off-kamp, hvor den tyrkiske storklub Galatasaray blev trukket op af hatten som modstander.

Her får du en gennemgang af denne sæsons europæiske kampe.

Europa League Play Off – 1. kamp
19. august 2021
Randers FC – Galatasaray 1-1
26. min. 0-1 Muhammed Akturkoglu
54. min. 1-1 Frederik Lauenborg
Tilskuere: 7.064
På en lun augustaften – i en flot og stemningsfuld kulisse – startede de europæiske meritter på allerflotteste vis, da Randers FC i store dele af kampen var det bedste hold mod de højtbetalte stjerner fra Galatasaray. Særligt i 1. halvleg producerede Randers FC chancer på stribe, men måtte alligevel gå til pausen bagud 0-1. Små ti minutter inde i 2. halvleg skete retfærdigheden dog fyldest, da Frederik Lauenborg udlignede til 1-1, der skulle vise sig at blive slutresultatet – umiddelbart et flot resultat, men målt på spil og chancer havde Randers FC fortjent bedre…

Europa League Play Off – 2. kamp
26. august 2021
Galatasaray – Randers FC 2-1
11. min. 0-1 Marvin Egho
48. min. 1-1 Patrick van Aanholt
59. min. 2-1 Selvmål
Tilskuere: 3.947
Randers FC kom godt fra land i returopgøret i Istanbul, da Marvin Egho allerede efter 11 minutter headede et flot Kehinde-indlæg i nettet. Stille og roligt fik hjemmeholdet dog overtaget, men takket være solidt forsvarsspil og gode Carlgren-redninger holdt Randers FC stand. Lige indtil et par minutter efter pausen, hvor Patrick van Aanholt udlignede til 1-1, og godt ti minutter senere blev det 2-1 til hjemmeholdet på et uheldigt selvmål. Randers FC havde bestemt chancer for at udligne, men hjemmeholdet holdt stand og kvalificerede sig dermed til Europa League, hvor holdet i øvrigt suverænt vandt sin gruppe foran Lazio, Marseille og Lokomotiv Moskva – uden at tabe en eneste kamp i gruppen, hvilket sætter Randers FC’s præstation i relief.