Tosin før Leicester: Det bliver en fantastisk oplevelse for os alle
Martin Albrechtsen — 16.02.2022 17:32
Tosin Kehinde glæder sig til torsdagens brag mod Leicester City i Conference League 1/16-finalen.
- Vi ser alle frem til kampen. Det bliver en fantastisk oplevelse for os alle.
Dribblestærke Kehinde vurderer, at vi har en chance mod favoritterne fra Premier League.
- Hvis man udfører taktikken rigtigt, har alle hold en chance for at slå dem. I morgen handler det virkelig om at koncentrere sig og udnytte sine chancer, fortæller Kehinde.
Omkring 500 Randers FC-fans vil være på plads på King Power Stadium torsdag aften, hvor der forventes op imod 25.000 tilskuere. Kehinde sætter pris på støtten både fra Randers FC-fansene og sin egen familie samt venner.
- Det bliver fantastisk. Især for mig, nu hvor min familie og venner også vil være på stadion til kampen. Støtten vil bære os langt i kampen, understreger Kehinde.
Der er kampstart mod Leicester City torsdag kl. 21.00 på King Power Stadium.
Hvis du ikke er på stadion, kan du se kampen på TV2 Sport X, lytte til den på Radio Alfa eller følge den via Randers Amtsavis' liveblog.