Jeppe Kudsk efterudtaget til U19-landsholdet
Kristian Fredslund — 22.02.2022 12:05
Den 18-årige forsvarsspiller Jeppe Kudsk er blevet efterudtaget til det danske U19-landshold.
Det var kun de fornødne ting, som U19-ligaholdets Jeppe Kudsk fik pakket sammen efter et opkald fra den danske U19-landsholdslejr, der ville have ham med på holdets tur til Spanien med afgang i går.
Men afsted kom han og forude venter et par dage i spanske Pinatar, hvor U19-landsholdet skal møde Ungarn.
- Det er et godt rygklap til Jeppe, som har været inde i en rigtig god udvikling i det seneste år. Han har arbejdet hårdt for det, og det er fedt at se, at det også bliver lagt mærke til fra landstrænerne, siger U19-ligaholdets cheftræner Hans Paarup.
18-årige Jeppe Kudsk (fylder 19 på fredag) stammer fra Holstebro Boldklub og går til daglig på Tradium. Han fik debut for Randers FC i oktober i pokalkampen mod Middelfart Boldklub.