Historisk kamp endte med et 4-1-nederlag i Leicester

Kasper Mailund Knudsen — 17.02.2022 23:01

Der var klasseforskel torsdag aften i Leicester, hvor hjemmeholdet tog en sikker 4-1-sejr over Randers FC-drengene.

King Power Stadium dannede torsdag aften ramme om det første af de to opgør mellem Leicester og Randers FC i Europa Conference League. Vito Hammershøy-Mistrati fik med sin scoring til 1-1 inden pausen drømmene til at vokse, men i 2. halvleg viste Leicester klassen og vandt kampen stensikkert med 4-1.

Det var en kamp, hvor Leicester kom bedst ud af starthullerne med et klart overtal på bolden, men seks minutter inde i kampen lykkedes det dog Tosin Kehinde at opsamle bolden inde på midten, hvor han efterfølgende prøvede lykken fra distancen, men desværre for ham lige på Kasper Schmeichel. 

Herefter trykkede Leicester godt på, hvor Leicesters Patson Daka fik en stor chance mod mål, men Patrik Carlgren kom godt ud og fik forpurret angrebet. Få minutter senere fandt Ademola Lookman med et indlæg fra Leicesters højrefløj Kiernan Dewsbury-Hall som fik skudt på mål, men endnu engang stod Patrik Carlgren i vejen og fik reddet bolden. Svenskeren stod en klassekamp. 

Midtvejs i første halvleg lykkedes det dog Leicester at bringe sig foran efter en flad bold ind i feltet fra Leicesters venstreside, hvor Wilfred Ndidi med et godt skud sendte bolden i nettet bag Patrik Carlgren.

Efter målet kom spillerne fra Randers FC bedre med på bolden, og der kom mere ro på spillet. Alligevel var det dog Leicester som igen var tæt på efter 40 minutters spil, hvor Youri Tielemans fandt Kiernan Dewsbury- Hall, som her sendte en afslutning afsted mod venstre stolpe, men Patrik Carlgren diskede op med en fremragende redning og fik afværget en scoring.

Ét minut inden pausen var det dog spillerne fra Randers FC som kunne juble, da Vito Hammershøy-Mistrati med en pragtfuld scoring fik dirigeret bolden i nederste venstre hjørne og udlignede dermed til 1-1 efter et fladt indlæg fra Tosin Kehinde i højresiden. Dermed kunne spillerne gå uafgjort til pause og drømmene om et godt resultat var inden for rækkevidde.

Glæden for Randers FC- spillerne var dog kortvarig, da Leicester blot tre minutter inde i 2. halvleg kunne bringe sig foran igen efter lidt forvirring inde i feltet. Her lykkedes det ikke Randers FC-spillerne at få clearet bolden, hvorefter Leicesters Harvey Barnes fik samlet bolden op og sendte bolden i nettet til 2-1.

Fem minutter senere blev det dog endnu værre for Randers FC, hvor Leicesters Patson Daka fik udnyttet en rippost fra Patrik Carlgren og udbyggede dermed Leicesters føring til 3-1. Et mål der lugtede lidt af offside, men altså fik lov til at stå af kampens rumænske dommer.

Leicester blev de efterfølgende minutter efter scoringen ved med at presse på, hvor Ademola Lookman fik sendt et godt skud afsted mod højre stolpe, men Patrik Carlgren diskede endnu engang op med en fremragende redning. Herefter var der en kort periode i kampen, hvor spillerne fra Randers FC fik mere ro på bolden, efter den hårde start på 2. halvleg.

Midtvejs i 2. halvleg modtog Leicesters Kiernan Dewsbury-Hall bolden i feltet fra Ademola Lookman, hvorefter han placerede den i nederste venstre målhjørne og udbyggede Leicesters føring til 4-1. Minuttet efter kunne det have blevet endnu værre for Randers FC, da Kelechi Ihanacho opsnappede en løs bold i feltet og fik sendt et kanonspark mod mål. Patrik Carlgren stod dog forberedt mellem stængerne og diskede endnu engang op med en god redning.

Mod slutningen af kampen kom Randers FC bedre med, hvor det lykkedes at få et par offensive chancer, som dog desværre ikke var nok til at kaste et mål af sig. Dermed rejser Randers FC hjem med et 4-1-nederlag i bagagen, inden returopgøret næste torsdag. Der var klasseforskel, men Randers FC-spillerne fik heller ikke spillet med musklerne i kampen, der var helt uden gule kort.

Næste kamp er mandag d. 21. februar kl. 19.00, hvor Randers FC tager imod Viborg FF på Cepheus Park Randers i vores første 3F Superliga-kamp i foråret. Billetter til det opgør kan købes på https://billet.randersfc.dk


Herefter venter returopgøret på hjemmebane mod Leicester torsdag. den 24. februar kl. 18.45. 

Kampfakta:

Leicester – Randers FC 4-1 (1-1)

1-0 (23. Wilfred Ndidi)

1-1 (45. Vito Hammershøy-Mistrati)

2-1 (49. Harvey Barnes)

3-1 (55. Patson Daka)

4-1 (74. Kiernan Dewsbury-Hall)

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe, Simon Graves, Simon Piesinger, Björn Kopplin – Tosin Kehinde (76. Tobias Klysner), Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg (65. Simon Tibbling), Jakob Ankersen (45. Oliver Bundgaard) – Alhaji Kamara (65. Nicolai Brock-Madsen), Vito Hammershøy-Mistrati (87. Mads Enggård)