Anførerbindet har fundet sin nye overarm

Kristian Fredslund — 28.01.2022 11:53

Efter Erik Marxens skifte til FC Nordsjælland har Randers FC-trænerteamet skullet vælge en ny overarm til at bære anførerbindet. Den er nu fundet hos Vito Hammershøy-Mistrati.

Det bliver Vito Hammershøy-Mistrati, der fremover kommer til at gå forrest ind på banen med anførerbindet omkring overarmen, når Randers FC i foråret skal i aktion i 3F Superligaen og i Europa Conference League.

Et skulderklap af de helt store til den 29-årige midtbanekreatør, der i løbet af efteråret har vikarieret i rollen flere gange.

- Det er jeg utroligt glad og stolt over, for det er en ære at skulle bære anførerbindet i Randers FC. Det er ikke noget, jeg har arbejdet målrettet henimod, men er noget, der er kommet meget naturligt med tiden. Jeg ser mig selv som en vigtig del af omklædningsrummet og på banen, og jeg tror samtidig, at det kan være med til at løfte mit spil, siger Vito Hammershøy-Mistrati om den nye titel, som han altså overtager fra Erik Marxen, der er skiftet til FC Nordsjælland.

- Jeg har en tung arv at skulle løfte fra Erik, for der følger meget ansvar med. Vi var flere i spil til at kunne få tjansen, og jeg kommer helt sikkert til at arbejde tæt sammen med de andre, for vi har hver især vores styrker, og det vigtigste er at arbejde for holdets bedste. Det kommer ikke til at ændre det helt store for mig, udover at jeg selvfølgelig er bevidst om det ansvar, der følger med, og at der er en del flere praktiske opgaver i omklædningsrummet og i klubben. Men som person kommer jeg ikke til at ændre mig, fortæller Vito.

For cheftræner Thomas Thomasberg har Vito Hammershøy-Mistrati fra start været en oplagt kandidat til rollen som ny anfører i Randers FC.

- Der har været flere kandidater i spil, men når vi har skullet sætte alle vores kriterier sammen, så er valget af Vito som anfører det rigtige for truppen og klubben. Han har en stor rolle både på og uden for banen, og da han bar anførerbindet i efteråret, kunne vi mærke, hvordan det hævede hans præstationer for holdet. Vi er rigtig glade for at have Vito og er sikre på, at det kun er positivt, at vi giver ham noget mere ansvar, siger Thomas Thomasberg.

Vito Hammershøy-Mistrati bliver altså første mand til at gå ud af spillertunnellen på King Power Stadium, når Randers FC den 17. februar skal op imod Premier League-holdet Leicester City i knockout-runden i Europa Conference League. Björn Kopplin fortsætter i rollen som viceanfører.