Fremad Amager venter i Sydbank Pokalen
Kristian Fredslund — 02.09.2021 19:43
Randers FC træder ind i Sydbank Pokalens tredje runde, hvor modstanderen bliver Fremad Amager fra 1. division.
Randers FC er forsvarende mestre i Sydbank Pokalen, og skal nu i gang med den nye sæsons turnering, da vi træder ind i tredje runde. Torsdag aften blev der trukket lod til runden og her trak vi 1. divisionsholdet Fremad Amager.
Det lavestrangerende hold har hjemmebane, så vi skal et smut til Sundby og spille mod "dem, de andre ikke må lege med". Det endelige tidspunkt er ikke fastlagt, men runden afvikles i perioden 21. til 23. september.
Med i turneringen er også vores samarbejdsklub Helsted Fremad IF, som spiller i Jyllandsserien. De mangler dog at spille runde to og opgøret mod Aalborg Freja færdig, inden de i tilfælde af sejr skal op imod enten Fjordager eller Lyseng i 3. runde.