Blod, sved og et enkelt point i Transsylvanien
Kritian Fredslund — 30.09.2021 19:31
Trods en føring og flere gode muligheder lykkedes det ikke Randers FC at slå det sidste søm i den transsylvanske kiste torsdag aften, da det blev til 1-1 på udebane mod CFR CLuj.
Torsdag eftermiddag skulle Randers FC for anden gang i aktion i gruppespillet i Europa Conference League, da det blev til 1-1 på udebane mod CFR Cluj fra den transsylvanske del af Rumænien.
Randers FC startede stærkt ud en meget duelpræget og fysisk indledning mod et rumænsk betonhold. I det første kvarter tilspillede Randers FC sig to fine muligheder, da Oliver Bundgaard på venstrebacken i to omgange viste prøver på sine spidskompetencer.
Efter fire minutters spil brød han et Cluj-angreb for til sidst at sparke på kassen. Gæsternes målmand halvklarede, inden bold sprang ind på Alhaji Kamara, der ikke kunne nå at reagere og desuden var i offside-position.Efter ti minutters spil viste Bundgaard atter masser af fart og gåpåmod, da han satte Cluj-defensiven fuldstændigt og sparkede på kassen igen, men desværre i sidenettet.
Efter 23 minutters spil var den randrusianske venstreside igen på spil, da gode aktioner af Jakob Ankersen fik ham ind i feltet, hvor han med pasning skråt tilbage fandt Alhaji Kamara, hvis firsttimede forsøg dog gik langt forbi mål. Randers FC-spillerne kredsede rundt om rumænernes felt mange gange, men kom ikke endeligt igennem det lavstående Cluj-mandskab, der efter 31 minutter havde første forsøg på rammen, hvilket var et forkølet et af slagsen fra distancen.
Efter 34 minutters spil var den nigerianske duo Tosin Kehinde og Stephen Odey tæt på at putte et søm i den transsylvanske kiste, da de kombinerede sig flot ind i feltet med hurtige afleveringer. Odey kom til afslutning, som blev clearet på stregen! Så tæt på! Kort efter havde hjemmeholdet deres første chance, da de på tæt hold headede en hjørnesparksbold over mål.
Efter 41 minutter var det dog Alhaji Kamara, der i en tilsvarende situation fik Randers FC på tavlen. Et hjørnespark fra Vito Hammershøy-Mistrati i venstre side endte i pandebrasken på Alhaji, der pandede os foran 1-0.
Det var en rodet start på 2. halvleg, men stadig med Randers FC i teten. Den bumlede bane gjorde det svært at spille langs jorden, men to gange kom Randers FC til gode mulighed fra distancen, men stadig ikke yderligere scoringer efter en times spil. Patrik Carlgren diskede op med en god redning efter 61 minutters spil på et langskud og herefter truede rumænerne op flere dødbolde.
Det blev en lidt hektisk periode for gæsterne. Få minutter senere var Tosin Kehinde tæt på at gøre det til 2-0, da han blev chippet fri i feltet og og hårdt presset løftede bolden i en bue over keeperen. Afslutningen prellede dog desværre af på overliggeren!
I stedet blev det 1-1 kort efter ved indskiftede Claudiu Petrila, da han bankede bolden ind bag en chanceløs Patrik Carlgren efter en præcis stikning ind i hans løbebane. Herfra stod der Cluj på det meste, og de knap så gæstfrie værter lugtede tydeligvis blod på de mange indlæg og dødbolde, de sendte ind i Randers FC-feltet.
Begge hold havde optræk til gode muligheder, men det endte 1-1 i en kamp, hvor krigeren Lasse Berg Johnsen nappede en bandage om hovedet efter at have stødt hovedet sammen med en modstander, hvilket krævede nogle sting efter kampen.
Så lidt blod kom der meget rammende på Grev Draculas hjemegn...
Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Simon Piesinger, Simon Graves, Oliver Bundgaard - Tosin Kehinde, Lasse Berg Johnsen, Vito Hammershøy-Mistrati (87. Tobias Klysner), Jakob Ankersen (69. Simon Tibbling) - Stephen Odey (68. Nicolai Brock-Madsen), Alhaji Kamara (63. Frederik Lauenborg)