Formandens beretning på generalforsamlingen
28.10.2021 17:32
Her følger bestyrelsesformand i Randers FC Holding A/S Svend Lynge Jørgensens beretning fra generalforsamlingen torsdag den 28. oktober 2021.
Velkommen til den årlige generalforsamling i RFC Holding. Dejligt vi kan mødes uden alle restriktionerne.
Første punkt på dagsordenen er er valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår Carsten Palsgaard.
I lighed med tidligere år fortæller jeg først lidt om Holdingselskabets nøgletal, som senere vil blive gennemgået i flere detaljer af Henrik i samarbejde med Dansk Revision. Per Hastrup vil derefter tale primært om det sportslige i Randers FC. Det tror jeg at han glæder sig til.
Jeg har i hvert fald glædet mig til at fortælle jer om nøgletallene for vores allesammens selskab. Somme tider føler man i fodboldverdenen at det er op ad bakke og at man har vinden imod og solen i øjnene. Andre gange føler man at man har solen og vinden ryggen. Vi har ved dygtig ledelse på alle niveauer – og en lille smule held (som dog mest har at gøre med næste års budget, som jeg kommer tilbage til) - haft et af de rigtigt gode år såvel sportsligt som økonomisk. De to ting går som regel hånd i hånd.
Vi tjente altså lige knapt 7,7 kroner mio. før skat i et såkaldt corona år. Det er vel ikke så ringe endda. Spillersalg, top-6, vunden pokalfinale og fortsat fantastisk opbakning fra vores sponserer er opskriften. Vi har nu en egenkapital på 28,5 mio. kroner og en soliditet på lige godt 50 %. Det er heller ikke så ringe.
Vi forventer endog at egenkapitalen bliver endnu større efter dette regnskabsår på trods af at vi har forhøjet det sportslige budget. Blot for god ordens skyld: likviditeten er selvfølgelig helt i top også.
Likviditeten er blandr andet i top, fordi nogen lokale gode venner af Randers FC købte Nordtribunen og lejede den ud til os – med en tilbagekøbsret. Tak til dem for opbakningen. Nogen kunne måske spørge om vi også ville gøre det i dag hvor vi i en meget anderledes økonomisk situation end sidste sommer. Det tror jeg egentlig vi ville. Dels tjente vi lidt på salget, dels frigav det bundne penge som vi så kunne og også har investeret i det sportslige. Når vi er ved likviditet, så kan jeg også - selvom det ikke har at gøre med sidste års regnskab- nævne at vi har solgt vores vindmøller. Det har vi ønsket at gøre længe. Den eneste aktivitet RFC Holding så nu er involveret i er RFC med datterselskaber. Det er også mit indtryk at det er det der interesserer alle jer.
Fremtiden: Som jeg nævnte tidligere, forventer vi at have en større egenkapital når vi går ud af dette regnskabsår. Forventer er måske lidt en underdrivelse. Jeg tør faktisk godt – selvom jeg er en forsigtig mand – garantere det. Vi får nemlig et pænt stort overskud i dette regnskabsår. Hovedårsagen er – og her kommer det held ind jeg talte om – at sidste fodboldårs vinder af pokalfinalen var garanteret deltagelse i Conference League. Hvor stort overskuddet bliver i år, afhænger dels af hvordan det går i Conference League, superligaen og pokalturneringen samt af hvad vi får i transferindtægter. Nogen har spurgt om hvorfor vi sælger spillere når det ikke er nødvendigt. Det gør vi dels fordi spillerne der har evnerne, ønsker at optræde på en større scene og tjene betydeligt mere end vi kan tilbyde, dels fordi det er en helt naturlig del af det at drive en professionel fodboldklub.
Jeg tænker at jeg lige så godt kan tage det op nu i stedet for at vente til der er nogen der senere spørger om klubben stadig er til salg. Svaret er ja. Nogen få rigtigt gode år ændrer ikke ved situationen som den er når man tager det lange lys på. Vi har det niende eller tiende højeste – man kunne også sige det tredje eller fjerde mindste sportslige budget i Superligaen. Og vi ved der er flere penge på vej til nogen af vores konkurrenter. ALLE der har eller mener at have forstand på fodbold er enige om at på den lange bane får man i gennemsnit en placering der svarer til hvad man har i sportsligt budget sammenlignet med konkurrenterne.
Jeg ville egentlig ønske at vi i Randers og omegn hvert år kunne genere 20-25 mio. kroner mere i indtægter. Det kan vi bare ikke. Vi har i forvejen faktisk større sponsorindtægter end byen og omegnens størrelse tilsiger vi kan forvente. De 20-25 mio. jeg talte om, er hvad der skal til for at vi kan måle os med de seks-syv med de største budgetter nu og de næste par år. Jeg tror der skal endnu mere til når vi kommer nogen år frem. Indtil videre har vi ikke været meget proaktive med at finde nye investorer. Dels har vi haft en del drøftelser med interesserede hvor enten vi eller de har valgt ikke at fortsætte dialogen, dels har vi god tid til at finde den eller de helt rigtige investorer.
Jeg takker for opmærksomheden og indstiller beretningen til generalforsamlingens behandling.