Dobbelt op på Odey sikrede et point i Jablonec
Kristian Fredslund — 21.10.2021 23:04
Med en sen straffesparksscoring sikrede Stephen Odey Randers FC et enkelt point mod tjekkiske FK Jablonec.
Der var en livlig start på kampen, hvor Patrik Carlgren efter blot et minut måtte afværge med fodparade og igen efter fem minutter måtte parere et skud fra en spids vinkel. Så var vi ligesom i gang.
Første Randers FC-chance kom efter seks minutter, da Björn Kopplin sendte et indlæg i feltet, som Stephen Odey kom først på. Afslutningen var dog hverken kraftfuld eller præcis nok, så Jan Hanus i Jablonec-målet havde ikke de store problemer med at afværge.
Efter otte minutters spil kom Simon Tibbling igennem på højrekanten og sendte et forsøg afsted, men det blev afrettet og endte i sidenettet.Det efterfølgende hjørnespark fra Erik Marxen snød hjemmeholdets keeper, men en kollega stod klar til af sparke væk inde foran stregen.
I det 11. minut viste Nicolai Brock-Madsen helt Laudrupske aner, da han løftede bolden over forsvaret og fandt Stephen Odey, hvis afslutning dog blev afrettet og gav endnu et hjørnespark.
Herfra kom der lidt mere ro mere ro på actionen i felterne, men de to hold lurede hele tiden på modstandernes fejl, så der kunne sættes en omstilling i gang.
Efter 29 minutters spil satte en omstilling lige netop Stephen Odey op til kampens største chance, da han modtog bolden i feltet fra Simon Tibbling. Odey sparkede første gang, men måtte se forsøget prelle af på stolpen.
Minuttet efter kunne Simon Piesinger havde bragt Randers FC foran, da han fik et helt frit hovedstød efter et indlæg fra Erik Marxen. Bolden lå dog lige højt nok til at Piesinger kunne få ordentligt træf på den, så Hanus havde nemt ved at komme ud og gribe bolden.
Efter 35 minutter udnyttede hjemmeholdet en omstilling, da Nicolai Brock-Madsen og Oliver Bundgaard gik fejl af hinanden, så sidstnævnte blev fanget for langt oppe på banen. Det skabte et hul til en omstilling, og den udnyttede Tomas Cvancara til flot at bringe hjemmeholdet foran.
Det varede dog ikke længe, for så stod der 1-1. En høj bold i feltet blev pludselig farlig, da Nicolai Brock-Madsen skabte ravage i feltet. Bolden endte hos Stephen Odey, der sendte bolden i kassen og skyndte sig ud til de omkring 70 fans i udebaneafsnittet, der havde taget turen til Tjekkiet.
Efter 43 minutters spil manglede Nicolai Brock-Madsen kun en lørdagsudgave af Randers Amtsavis under fødderne for at nå op til et indlæg tæt under mål. Fremragende forarbejde af Simon Tibbling, der legede kispus med hjemmeholdets forsvar.
I den anden ende var det dog ved at gå galt lige før pausefløjtet, da hjemmeholdet fik sendt et hovedstød på træværket. Men 1-1 ved pausen efter men underholdende første halvleg.
Hjemmeholdet kom bedst ud fra pausen og efter 52 minutter kom de foran 2-1, da der var helt åbent på bagerste stolpe på et hjørnespark. Det udnyttede målscoreren til 1-0 Tomas Cvancara til at fordoble sin måltotal, selvom Simon Piesinger og Patrik Carlgren forgæves forsøgte at forhindre det på stregen.
Herfra tog hjemmeholdet tempoet ud af kampen, men Randers FC kom alligevel til chancer. Efter 65 minutter fik Tosin Kehinde sat sin modstander og sendt en bold ind mod Stephen Odey, der trykkede af med det samme. Desværre forbi mål.
Et par minutter testede hjemmeholdet endnu engang træværket, men vi slap med skrækken efter noget af et spark fra distancen.
Distancen forsøgte Jakob Ankersen sig også fra, men hans forsøg i det 87. minut strøg langt over mål.
Mål blev der dog ikke længe efter, da dommeren pegede på pletten efter at en vildfaren tjekkisk arm havde været i kontakt med bolden efter et frisparksindlæg fra Vito Hammershøy-MIstrati.
Forsøget fra pletten tog brandvarme Stephen Odey sig af, og han gjorde det til slutresultatet 2-2, der betyder at Randers FC i den grad stadig er med i spillet om videre avancement fra gruppespillet i Europa Conference League.
Startopstilling (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen (74. Simon Graves), Oliver Bundgaard Kristensen (46. Mikkel Kallesøe) - Tosin Kehinde, Lasse Berg Johnsen (84. Marvin Egho), Vito Hammershøy-Mistrati, Simon Tibbling (61. Jakob Ankersen) - Stephen Odey, Nicolai Brock-Madsen (61. Vincent Onovo).
Advarsler: Mikkel Kallesøe og Erik Marxen, Randers FC og Vaclav Pilar, FK Jablonec